Sider

søndag den 30. september 2012

Arbejde og mere arbejde


Årh, hvor er jeg udmattet! Var på arbejde til kl. 16 i dag, og var så hjemme ved mine forældre i en times tid, hvorefter jeg rejste hjem til mig selv igen. Så var først hjemme efter kl. 19, hvorefter jeg skyndte mig at bestille en pizza (ja igen!), og nu sidder jeg så og ser Forbrydelsen mens jeg hundefryser. Seriøst, jeg sidder i bukser, striktrøje, strømper, dynefutter, halstørklæde, morgenkåbe og med tæppe over mig og jeg fryser stadig helt vildt :( Jeg har heldigvis fået et brev om, at varmen bliver slået til her i løbet af ugen. Jeg kan næsten ikke vente!
Har ikke så meget andet at fortælle - skal bare så meget sove lige om lidt!

fredag den 28. september 2012

Fredagshopping!


Ja, det er jo lønningsdag i dag, og da jeg havde lidt tid, der skulle fyres af mellem mit praktikansøgningsmøde, og at jeg skulle hente min mor fra arbejde, blev det til lidt shopping!
Det gik rigtig godt med at aflevere praktikansøgningen - det blev faktisk til en lille samtale med lederen af afdelingen og alt muligt, og hun ville rigtig gerne have mig, men skulle dog først finde ud af, om det ville være muligt ret praktisk og sådan. Så selvom jeg slet ikke regner med noget, så håber jeg på, at det bliver til noget, for det virkede i hvert fald som et rigtig skønt sted at være. Så jeg krydser fingre! :)
Nå, men tilbage til det mest spændende, nemlig shoppingen:

Øverst til venstre
Jeg kunne seriøst have købt hele H&M i dag - jeg prøvede så mange fine ting, jeg godt ville have haft, men jeg beherskede mig og endte "kun" med 3 ting. Den første ting er et par mintgrønne fløjlsbukser, som jeg totalt elsker farven på, og så sidder de virkelig godt, og jeg er sikker på, de er varmere end almindelige jeans, hvilket er et kæmpe plus, da jeg stort set altid fryser! Derudover købte jeg også den blomstrede peplumtop fra Lana Del Rey kollektionen - den er meget anderledes end meget af det andet tøj, jeg har, men det er kun godt! Og sidst med ikke mindst en smuk blondekjole som jeg prøvede for første gang for flere måneder siden, men dengang synes jeg den var lidt for dyr (249,-), da den nemlig er ret pyntet, så det er begrænset, hvor mange gange, jeg vil få den brugt. Men siden da har jeg gået og sukket lidt over den, hver gang jeg har set den, så da jeg i dag fandt den lige præcis i min størrelse og nedsat til bare 100 kr, så blev jeg selvfølgelig overlykkelig og købte den! Nogle gange betaler tålmodighed sig ;)

Øverst til højre
Jeg har kigget på ringen de sidste par uger, men besluttede mig for at vente med at købe den til jeg fik løn. Og det gjorde jeg jo så i dag. Den er fra Skagen Denmark, og jeg tror den er en del af et nyt koncept, de har startet. Det er lidt ala Spinning rings, bare meget billigere, da ringene er lavet af rustfrit stål i stedet for guld og sølv. Så den jeg købte kostede bare 198 kr - virkelig billigt, og den ser meget dyrere ud! Jeg har nemlig ikke nogen guldfarvet ring, der ikke gør mine fingre helt grønne, og det er jo ret vigtigt at have, når man har et guldfarvet ur! ;)

Nederst
Og sidst men ikke mindst modtog jeg en pakke fra Amazon med posten. Som en kæmpe Harry Potter-fan skulle jeg jo selvfølgelig have J.K. Rowlings nye bog "The Casual Vacancy", og for at kunne få gratis porto, bestilte jeg to tilføjelser til min Jodi Picoult samling. Så har jeg læsestof til det næste stykke tid. Skønt!

Rigtig god weekend til alle! Jeg skal jo arbejde, så jeg ved ikke lige, hvor meget i hører fra mig - det kommer an på hvor travlt, der er. Vi ses :)

torsdag den 27. september 2012

Printerkaos og travlhed!


Puha, en travl dag. Jeg tog hen på skolen for at printe min praktikansøgning ud ved 11-tiden, og var først hjemme igen kl. 15, for der var så meget bøvl med printerne. Men til sidst fik jeg nu printet noget ud, jeg var godt tilfreds med. Så trods problemerne endte det alligevel godt - takket være skolens IT-mand ;)
Nå, men da jeg endelig kom hjem, skyndte jeg at pakke mine ting, og rejse hjem til mine forældre. Så nu er jeg så småt klar til at skulle ud med ansøgningen i morgen og ellers skal jeg bare en lille tur ind til byen og kigge lidt, da det jo er lønningsdag i morgen. Så skønt!

onsdag den 26. september 2012

Saltet risengrød!


Der sker bare ingenting i mit liv disse dage! Jeg har mest af alt travlt med praktikansøgninger og en stor skoleopgave, og vi har generelt bare en del fridage fra studiet, så jeg oplever ikke rigtig noget spændende overhovedet..
I dag lavede jeg risengrød til aftensmad - så koldt som der er for tiden, føler jeg allerede det er blevet vinter, så ja, jeg havde bare lyst til lidt risengrød. Det gik dog desværre galt for mig, da jeg lavede det, for jeg kom til at putte for meget salt i. Havde åbenbart set forkert i opskriften, så i stedet for 1 knsp. salt, havde jeg set det som 1 tsk. Og det kunne desværre smages! Det var ikke direkte uspiseligt, men det smagte bare heller ikke så godt som det skulle. Øv bøv!

I morgen skal jeg hen på skolen og printe praktikansøgninger ud. Og derefter tager jeg hjem til min forældre, da jeg skal aflevere et par ansøgninger i deres by på fredag, og ellers skal jeg arbejde begge dage i weekenden. Fun fun! ;)

tirsdag den 25. september 2012

Yndlingslæbestifter: MAC "See Sheer"


Endnu én af mine absolutte yndlingslæbestifter - igen fra MAC! Farven ser umiddelbart lidt skræmmende ud i tuben, men det er virkelig en fantastisk farve, når den kommer på. Som tidligere nævnt er MAC's Lustre læbestifter nemlig virkelig naturlige i og med, de ser meget glossy ud og ikke er helt vildt dækkende.
Jeg er ikke typen, der går med helt vilde og dramatiske farver på læberne, så "See Sheer" er den helt perfekte røde læbestift til mig. Den er nemlig rød, men ser samtidig super naturlig ud! :)


Læbestifter fra MAC koster 165 kr, men er efter min mening alle pengene værd! :)

mandag den 24. september 2012

Mit skrivebord: Minnie!

Jeg kedede mig rimelig meget i skolen en dag i sidste uge, så jeg lavede en ny baggrund til mit skrivebord på computeren. Så nu kan jeg torturere mig selv med Minnies smukke ansigt hver gang jeg kigger på min computer (hvilket vil sige hele tiden). Det er utroligt som man kan elske sådan et bette kræ - savner hende allerede selvom jeg så hende i går ;)

I dag har bare været endnu en kedelig dag. Er endelig ved at være færdig med min praktikansøgning, så mangler jeg bare at få printet dem ud og sendt afsted hurtigst muligt. Derudover skal jeg også i gang med en rimelig stor skoleopgave, som skal være færdig i næste uge, så jeg har travlt! Jeg føler bare slet ikke, jeg kan tage mig sammen til noget som helst lige for tiden. Er rimelig sikker på, at det er fordi jeg ikke laver andet end at hundefryse dagen lang. Seriøst, der er så koldt i min lejlighed, at jeg altid sidder totalt pakket ind i tøj, og altid har oceaner af stearinlys tændt, og jeg fryser stadig! Det er bare så svært at koncentrere sig, når man fryser! Please, lad det blive den 5. oktober NU - der skulle de nemlig tænde for varmen igen. Det skulle dog ikke undre mig, hvis det trækker ud :(

Billede af MacBook Pro'en er fra Apple.dk

søndag den 23. september 2012

Forbrydelsen III


Jeg beklager min tavshed her de sidste par dage, men jeg har simpelthen haft så travlt med praktikansøgning, arbejde, familietid og ikke mindst at rejse frem og tilbage. Og specielt i dag har været en rigtig hård dag, så jeg skal meget snart på hovedet i seng! :)
Men jeg fik dog tid til at slappe af, da jeg sammen med størstedelen af Danmarks befolkning så med, da det første afsnit af "Forbrydelsen III" fik premiere her til aften. Jeg er generelt stor fan af serien, og indtil videre tegner det rigtig godt for den tredje og desværre sidste sæson af serien. Så jeg glæder mig allerede til de næste afsnit, og jeg er sikker på, at den vil være et tiltrængt lyspunkt på mine fremtidige søndage.

Følger I med i Forbrydelsen, og hvad synes I om aftenens afsnit? :)

fredag den 21. september 2012

Lana Del Rey for H&M



Edit: Så er videoen oppe på H&M's youtube igen! :)
Hvis der er én der for alvor kan dele vandene, så må det være Lana Del Rey. Jeg er dog én af dem, der synes hun er helt og aldeles fantastisk! Derfor har jeg også længe glædet mig til at se hendes reklamefilm for H&M, og den skuffede bestemt ikke. Videoen er desværre blevet slettet fra H&M's youtube-profil, så i stedet for at indsætte videoen, har jeg linket billedet til musikvideoen på deres hjemmeside :)
Hun har da bare den mest forførende stemme! Den kan gå fra at være totalt mørk og soulagtigt til den fineste lillepigestemme. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har gennemlyttet et album så meget som Lana's "Born to Die", og jeg elsker det stadig så højt. Så tjek videoen ud og nyd den!

God weekend til alle :)

torsdag den 20. september 2012

Random, random, random


Mhmm, falafler - et must for enhver vegetar! :) Disse er bare dem man kan købe på frost fra Nutana, da min aftensmad skulle være hurtig og nem, men de er nu rigtig gode!
Jeg skulle i biografen med en veninde kort tid efter spisetid, så jeg er stort set lige kommet hjem igen. Vi så "Bachelorette", og den var altså ikke specielt god desværre. Den var meget sjov en gang i mellem, men generelt synes jeg bare, den var alt alt for meget. Det var lidt som om, at de ville prøve at overgå "Brudepiger", men det fungerede bare slet ikke for mig. Lidt ærgerligt, men det var nu rigtig hyggeligt alligevel ;)

I morgen skal jeg (igen igen!) hjem til mine forældre på weekend. Min mor holder nemlig fødselsdag for nogle flere familiemedlemmer lørdag aften, og så har jeg sagt ja til en ekstravagt på arbejdet søndag. Gider egentlig ikke, men pengene er jo dejlige! :)

onsdag den 19. september 2012

Ny læbestift: MAC "Syrup"


Jeg kom til at købe en nye læbestift fra MAC her den anden dag - ups! Ej, det er én jeg har kigget på i lang tid efterhånden, men jeg ville vente med at købe den til det blev efterår, da det mere er en efterår/vinterfarve end en sommerfarve. Så nu fik jeg endelig købt, og det har jeg bestemt ikke fortrudt! Det er den smukkeste støvede rosa farve og som sagt perfekt til årstiden! Farven hedder "Syrup" og er én af deres Lustre-læbestifter, så den er mere glossy og ikke helt vildt dækkende, hvilket gør den super naturlig at se på. Farven er lidt mørkere i virkeligheden end på billederne, men de viser nu farven rimelig godt! :)


MAC læbestifter ligger i den dyrere ende af skalaen og koster 165 kr stykket. Men til gengæld er de så fantastiske, at de efter min mening er alle pengene værd! Og så har de den dejligste duft/smag af vanille, hvilket helt klart er et plus for mig, da jeg jeg virkelig ikke kan fordrage læbestifter med en grim smag :)

tirsdag den 18. september 2012

Outfit: Pretty Collar

Strik: H&M Basic - Skjorte: Vero Moda - Jeggings: Vero Moda
Sko: Mary B - Ur: Dolce & Gabbana - Læber: MAC "Syrup"

Dagens outfit! Det var meningen, at jeg skulle have en lang dag i skolen i dag, men den endte med kun at vare til kl. 11 eller der omkring, så det var skønt. Jeg var dog rigtig glad for mit tøj i dag, da jeg elsker trenden med kombinationen af fine kraver og klassiske strikketrøjer og ikke mindst, som jeg før har nævnt, den flotte vinrøde farve! Og så havde jeg for en gangs skyld ikke flade sko på, så jeg følte mig ualmindeligt fin ;)

Jeg har dog, set i bakspejlet, fortrudt lidt, at jeg tog skoene på, for på vej hjem fra skole lavede jeg noget af et stunt. Jeg gik og trak min cykel et stykke vej, da jeg var for doven til at cykle op ad en bakke. Da jeg skulle til at sætte mig op på cyklen igen, tippede min ene sko over til den ene side, og fordi jeg havde fat i min cykel kunne jeg ikke nå at rette mig op inden cyklen væltede ned og mig, og jeg dermed endte på jorden med cyklen over mig. Så tragikomisk, haha! Ej, der skete nu ikke noget med mig overhovedet, jeg lå faktisk og grinede med det samme. Min ene sko slog sig dog desværre og fik en ordentlig hudafskrabning på snuden - så trælst, da de er ret nye, og jeg ikke rigtig har brugt dem før nu. Og ja, så fik jeg en lille skramme på foden og min nylonstrømpe gik også i stykker. Men alt i alt, så var det nu rimelig harmløst selvom det sikkert har set vildt sjovt ud (det var dog på et øde sted, så tror ikke der var nogen der så det!). Det er bare rigtig trælst med skoen :(


Aftensmad; mere pasta!


Dagens aftensmad var endnu en pastaret med pesto. Denne gang med tomatpasta, pesto lavet af pinjekerner, bredbladet persille og citronsaft. Super nemt og ikke mindst lækkert! Og seriøst - er der noget bedre end pinjekerner?! Mhm, hvor jeg elsker dem! :)

mandag den 17. september 2012

Dagens negle: OPI Spiderman


Jeg har haft en noget travl dag i dag, så dagens indlæg bliver rimelig kort. Men her er mine nuværende negle - begge fra det OPI Spiderman-sæt, jeg viste den anden dag. Jeg kunne virkelig ikke bestemme, hvilken én af disse to lakker, jeg ville prøve først, så jeg valgte dem begge! ;) De passer nemlig også rigtig godt sammen, da de begge er glitrende og har grønne undertoner. Den primære farve (den sølv) hedder "Number One Nemesis", mens den guld hedder "Just Spotted The Lizard". Jeg elsker virkelig begge farver - de er meget specielle på den gode måde. Så smukke!

søndag den 16. september 2012

Travlhed og pizza


Ugh, i dag har været super travl! Havde en lang og ret træls dag på arbejdet, hvorefter jeg skulle rejse tilbage til min lejlighed, handle ind osv. Så aftensmaden blev altså bare en pizza, da jeg simpelthen ikke orkede at lave noget, men samtidig virkelig havde lyst til noget lækkert (læs: usundt). Og det var lige, hvad jeg havde brug for! Men jeg skal altså snart på sundhedskur ;)

Efter aftensmaden kom jeg til at falde lidt i søvn foran fjernsynet - ups! Jeg er dog stadig helt vildt træt, så jeg smutter snart i seng, selvom jeg først skal møde til middag i morgen. Men så kan det være, at jeg for en gangs skyld kan få en rigtig god nattesøvn - jeg har nemlig så svært ved at falde til ro om aftenen, når jeg skal sove, fordi praktikansøgninger og skoleopgaver bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig. Hvorfor er det, at jeg altid får en masse idéer lige præcis, når jeg ikke skal tænke?! Så irriterende ;)

lørdag den 15. september 2012

Boganmeldelse: Nineteen Minutes af Jodi Picoult

Titel: Nineteen Minutes
Forfatter: Jodi Picoult
Udgivelsesår: 2007
Format: Paperback, 579 sider
Oversat til dansk: Nej

"As a midwife, Lacy Houghton brings lives into the world.
She didn't expect her son to take them away. 

But that's what he did one March morning, when he walked into his high school with guns instead of books and killed ten people.
Along with the rest of the shocked and grief-stricken town, Lacy is left wondering when her shy 17-year-old boy turned into a monster. And was it her fault?
In the aftermath of the shooting, Lacy searches the past for clues and begins to realise that despite, or perhaps because of, her every effort, she never really knew her son at all..."

Som jeg nævnte i mit tidligere indlæg om bøger, så duer jeg altså bare ikke til at beskrive bøgers handling kort, og da bogen ikke er oversat til dansk, blev beskrivelsen altså på engelsk. Men jeg blev færdig med denne bog for et par dage siden og lad mig bare starte med at sige, at jeg virkelig elskede den! Det er den tredje bog af Jodi Picoult, jeg har læst, og det bliver bestemt ikke den sidste. De tre jeg indtil videre har læst har alle haft en form for kriminel handling/moralsk dilemma og en efterfølgende retssag, hvor man gennem bogen finder mere og mere ud af, hvad der egentlig skete.
"Nineteen Minutes" handler om mobning og et efterfølgende skoleskyderi. Den giver indsigt i sagen fra begge sider, og handlingen foregår skiftevis i nutiden og i fortiden, hvilket gør, at man hele tiden finder ud af mere og mere om begivenhederne, der førte til skoleskyderiet, samtidig med at man følger den igangværende retssag og al den efterfølgende sorg efter skoleskyderiet. Der er selvfølgelig også en del mystik om, hvad der egentlig skete den dag, og det bliver man efterhånden klogere på jo længere, man kommer ind i historien.
Jodi Picoult er fantastisk til at fortælle historier, der bliver ved med at køre rundt i hovedet lang tid efter, at man er færdig med bogen, da de handler om en masse helt grundlæggende og hjerteskærende moralske dilemmaer. Det ligger de (dog rimelig cheesy) små appetitvækkere på forsiden af de britiske paperbacks også op til. I dette tilfælde er det "Your son says the bullying was unbearable. But his revenge was murder. What would you do?". Ret cheesy, men det beskriver rimelig godt én af de store dilemmaer bogen beskæftiger sig med.
Alt i alt en virkelig fantastisk bog! Den rørte mig dybt og var som sagt svær at få ud af hovedet igen. Så jeg kan anbefale den til alle der godt kan lide drama, moralske dilemmaer, retssager og rørende historier. Og så skal du selvfølgelig kunne lide at læse engelske bøger, da den jo desværre ikke er oversat til dansk. Jeg forstår ikke, at der ikke er flere af Jodi Picoults bøger, der er blevet oversat til dansk, for de er altså virkelig gode! :)

5 ud af 6 stjerner (hvor 6 er for noget helt ekstraordinært som fx Harry Potter).

fredag den 14. september 2012

Onsdagens shopping


Jeg var jo på en lille shoppetur i onsdags. Årsagen var, at jeg i sidste uge fik et gavekort på 50 kr til H&M, der dog kun kunne bruges denne uge, og onsdag var den eneste dag, jeg kunne. Og selvfølgelig fik jeg brugt gavekortet - og mere til. Jeg fik endelig fundet en sort cardigan, der minder lidt om min elskede, men meget slidte gamle én. Derudover købte jeg også Mötley Crüe toppen. Så det var jo meget fint - nu skal jeg bare ikke købe mere nyt tøj foreløbigt. Og meget apropos, så skal jeg i hvert fald heller ikke have flere neglelakker! Jeg ved virkelig ikke, hvad der er med mig og neglelakker (og meget andet makeup for den sags skyld - specielt læbestifter), men jeg bliver bare ved med at føle, at jeg har brug for flere, selvom det er dybt ulogisk. Men ja, i onsdags røg disse altså med hjem:


Det er fire minineglelakker fra OPI's Spiderman kollektion. Jeg ledte efter pakken i sidste uge, men der var den udsolgt alle steder, men så fandt jeg den pludselig alligevel i onsdags, og så skulle jeg jo selvfølgelig have dem. Jeg er uforbederlig. Men jeg glæder mig til at prøve dem! :)

Jeg ved ikke lige, hvor meget i kommer til at høre fra mig her i weekenden. Jeg skal nemlig på arbejde begge dage, og jeg har samtidig også travlt med at skrive praktikansøgning - de skal nemlig sendes ud hurtigst muligt :) Men nu får vi se - I må i hvert fald have en rigtig dejlig weekend!

torsdag den 13. september 2012

Det var bare ikke min dag..


Dette var det syn, der ventede mig i middags, da jeg skulle ud af mit lejlighedskompleks for at komme i skole. De er jo ved at lave rørarbejde, hvilket er irriterende nok i sig selv, men i dag havde arbejderne så besluttet sig for at fjerne den plade, der normalt fungerer som gangbro over rodet og ja, så var de gået på frokostpause! Så der stod jeg og skulle møde i skole om få minutter, kunne ikke komme ud af bygningen, og der var ikke én eneste til at hjælpe mig. Og det er altså den eneste vej ud af lejligheden (medmindre man springer ud fra altanen selvfølgelig). Jeg overvejede selvfølgelig at kravle ned i det og så op igen, men der var alligvel en god meter ned, så jeg ville på ingen måder være kommet over uden at blive totalt mudret til. Så jeg måtte vente i over tyve minutter på, at arbejderne kom tilbage fra deres frokostpause, og jeg endte dermed med at komme over en halv time for sent i skole. Hold op, hvor var jeg sur!

Desuden ringede en sælger fra Dansk Flygtningehjælp til mig, da jeg var på vej hjem til mine forældre i bussen. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en så irriterende telefonsælger før! Han kunne bare ikke forstå, at jeg ikke vil være medlem (og dermed betale 75 kr hver måned), lige meget hvor mange gange, jeg blev ved med at sige nej - og man kunne bare høre, hvor meget han prøvede på at give mig dårlig nok samvittighed til at sige ja. Det var virkelig ubehageligt og ubehøvlet. Jeg er normalt utrolig sød og høflig over for folk (seriøst, jeg fik mig en snak med en tydeligt påvirket alkoholiker sidste uge ved et busstoppested - jeg kan bare ikke være ond ved folk), så når jeg begynder at svare irriteret og overveje at smække røret på, så er det altså slemt! Virkelig en dårlig oplevelse, og det gør i hvert fald ikke ligefrem, at jeg har lyst til at støtte dem i fremtiden..

Okay, det var alt for dagens negative svada! Jeg beklager, men det har bare ikke været nogen særlig god dag. Dog har jeg lige taget et dejlig varmt bad herhjemme hos mine forældre - det havde jeg virkelig brug for! Og så er der jo kommet nyt layout her på bloggen - hvad synes I? :)

onsdag den 12. september 2012

Outfit: Afslappet og behageligt

Strik: H&M - Jeggings: Vero Moda - Tørklæde: H&M
Sko: Converse - Ur: Michael Kors

I dag har været en lidt mærkelig dag. Vågnede op med ondt i halsen og snottet næse, men tog i skole alligevel, da vi skulle have noget vigtig undervisning. Føler mig stadig lidt sløj, men har det nu ok, og det er i hvert fald ikke blevet til mere end forkølelse (endnu). Er sikker på det er pga. mit aldeles rædselsfulde og iskolde brusebad i går aftes, for jeg har slet ikke rigtig kunnet få varmen siden. Ih, hvor jeg glæder mig til at komme hjem til mine forældre og tage et langt, skoldhedt bad. Kan næsten ikke vente!

Nå, men fordi jeg ikke har været helt på toppen, har jeg haft mit ultimative afslapnings-outfit på; en skøn strik, højtaljede jeggings med stræk i, varmt halstørklæde i min elskede bordeaux/vinrøde farve og selvfølgelig et par Converse. Så dejligt at have på, men stadig ganske pænt. I aner ikke, hvor tit jeg havde forskellige versioner af outfittet på i vinters - når jeg vågnede op til en kold dag, var der ikke meget andet, jeg havde lyst til at have på! Billedet er forresten taget i et H&M prøverum - den historie kommer senere :)

tirsdag den 11. september 2012

Animation og lunkent vand


Endnu en dybt kedelig dag i Camillas liv ;)
I skolen havde vi om animation, hvor jeg lavede den overstående og utrolig smukke gif-animation i Photoshop. Jeg er totalt klar til at blive ansat i Disney nu, haha. Jeg havde kun undervisning til kl. 11.30 så jeg havde tænkt at tage ind til byen en tur, men det har regnet totalt meget hele dagen (inkl. da jeg cyklede hjem!), så det gad jeg ikke.
Nu skal jeg til spise aftensmad (bare rugbrød), og ellers kan jeg se frem til et lunkent/koldt bad, da der stadig er problemer med det varme vand i lejligheden. Det er bare skønt! Godt at jeg (igen) skal hjem til mine forældre i weekenden - jeg skal nemlig arbejde begge dage.

mandag den 10. september 2012

Dagens negle - Dutch 'ya just love OPI?


I dag har været rimelig uneventful (kan ikke lige huske det danske ord!). Derfor kommer der her billeder af min nye, smukke neglelak. Her kan man lidt bedre se det bronzefarvede shimmer i den. Jeg elsker generelt bare OPI's neglelakker. De er altid dejlige i konsistensen, de laver fantastiske farver og så er penslen dejlig bred. Det eneste minus er bare prisen (normalpris er 125 kr), men da denne var til halv pris, var det jo slet ikke noget problem. Sikke et røverkøb! ;)

Inden jeg smutter har jeg lige et spørgsmål til andre, der har fået HPV-vaccinen; gør det stadig ondt, der hvor I blev stukket? Det føles nemlig som om jeg har et kæmpe blåt mærke på min venstre overarm, hvor jeg blev stukket, selvom man ingenting kan se. Ret irriterende, for det gør ondt at sove på venstre side..

søndag den 9. september 2012

Doven & kedelig søndag


Som overskriften siger; i dag har bare været én af de der rigtig dovne søndage. Jeg har både i går og i dag været utrolig træt i kroppen - tror måske det er pga. vaccinen, da man godt kan få lidt influenza-agtige symptomer af den, men det er ikke til at vide. Jeg håber i hvert fald bare ikke, at jeg er så træt i morgen også, for der har vi den første rigtig lange dag i skolen, så der skulle jeg gerne være frisk.
Det eneste jeg har lavet i dag ud over at slappe af er at rejse hjem til min lejlighed igen. Apropos min lejlighed - jeg er rimelig glad for, at jeg tog hjem til mine forældre i weekenden, for der har åbenbart ikke været varmt vand hele weekenden pga. rørarbejdet!! Det kan man altså bare ikke byde folk. Heldigvis badede jeg inden jeg tog afsted i dag, ellers havde jeg været nødt til at bade i iskoldt vand - puha! Jeg håber godt nok det kommer tilbage i morgen, ellers ved jeg ikke lige, hvad jeg gør. Desuden er der jo stadig heller ikke varme i lejligheden, så der er virkelig koldt lige nu. Godt nok er jeg glad for min lejlighed, men lige nu er her altså bare så trælst!
Nå, inden jeg begynder at brokke mig alt for meget, tror jeg hellere bare jeg vil smutte i seng. Rimelig tidligt, men som sagt så er jeg altså bare så træt.
God mandag til alle i morgen! ;) (som om mandage nogensinde er gode)

lørdag den 8. september 2012

HPV-vaccine


Så har jeg fået min første af tre HPV-vacciner! Det foregik i den lokale Matas, faktisk lige midt i butikken, hvor der var mødt en sygeplejerske op. Jeg havde håbet på, at de havde sat lidt afskærmning op, men det var ikke tilfældet, så jeg måtte altså leve med et lille publikum på. Heldigvis gik det bare super nemt, det tog kun et par sekunder, og så var det overstået. Det var slet ikke så slemt som at få taget blodprøve, så det var en positiv overraskelse, selvom jeg godt nok var noget skeptisk, specielt når der var publikum på og det hele - kunne lige se for mig, at jeg var drattet om der midt i butikken, det ville have været bare en lille smule pinligt ;) Men ja, som sagt så var det altså virkelig ikke slemt, så jeg kan kun opfordre alle til at få den, specielt når den nu endelig er blevet gratis for en hel masse (årgang 1985-1992). Og tro mig, når jeg siger det ikke er slemt, så mener jeg det virkelig, for du finder nok ikke mange, der er ligeså pylrede, som jeg er!

Efter jeg havde fået stikket, skulle jeg blive i butikken i et kvarters tid for en sikkerheds skyld, hvis der nu skulle blive nogle problemer. Der opdagede jeg så lige, at der var en del OPI-neglelakker, der var sat ned til halv pris, så denne røg altså lige med hjem, fordi selvfølgelig har jeg da brug for flere neglelakker (har "kun" en 50 stykker eller sådan noget :p). Men ja, det er nu en virkelig smuk farve! En varm lilla farve med disket, rødligt shimmer i. Så den glæder jeg mig skam til at prøve :)


Jeg havde forresten en rigtig hyggelig dag med familien i går til fødselsdagen, og maden var så lækker! Da jeg vågnede op i går, troede jeg ellers, at jeg var ved at blive syg, fordi jeg var snottet og havde ondt i halsen, men heldigvis gik det væk i løbet af dagen, så det var bare skønt. Tja, ellers er der ikke så meget mere at fortælle om dagen i går.

Fortsat rigtig god weekend til alle! :)

Billede fra Vidunderlivet.dk

torsdag den 6. september 2012

Minnie & Camilla reunited


Ja, så er jeg allerede hjemme ved mine familie og dejlige hund igen! Jeg har nemlig som sagt en fridag fra skolen i morgen, og da min mor holder 45-års fødselsdag i morgen aften tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne komme i dag, så jeg kan hjælpe til og have bedre tid til at gøre mig klar osv. i morgen, i stedet for at bruge tiden på at rejse. Jeg tager først hjem til mig selv igen søndag, for lørdag skal der nemlig ske noget helt forfærdeligt! Jeg skal have HPV-vaccinen :( Jeg er skam taknemlig over, at den overhovedet findes, og at den oven i købet kan fås gratis, men mig og nåle er altså bare ikke et godt match! Men jeg skal jo selvfølgelig have den, så det skal bare overstås. Indtil da kan jeg dog ikke undgå at ryste lidt i bukserne over det. Håber virkelig ikke jeg besvimer, som min søster gjorde, da hun fik den første gang! ;)

I dag havde jeg bare en hurtig dag i skolen, hvor vi skulle på virksomhedsbesøg, fordi vi skal lave et fiktivt magasin til dem som en skoleopgave. Jeg var allerede hjemme igen til middag, så derefter pakkede jeg bare det sidste, vaskede op og ellers et par timers buskørsel og så var jeg hjemme ved mine forældre igen. Her til aften bagte min mor og mig så de lækreste macarons, der skal serveres i morgen til hendes fødselsdag. Godt nok sprækkede de lidt i ovnen, men de smager stadig så godt! Glæder mig totalt til alt det lækre mad i morgen ;)


onsdag den 5. september 2012

Fødselsdag og shopping


Lige et lille indlæg mere :)
Det er min fantastiske mors fødselsdag i dag, og det har været ret sørgeligt ikke at se hende, men det gør jeg heldigvis i morgen! Min dag startede med, at jeg kom til at sove lidt for længe (i dag var jo første gang jeg skulle tidligt op), så jeg styrtede bare rundt og nåede lige at komme i skole til tiden, hvor det så viste sig, at vores lærer var syg! Godt nok skulle vi stadig høre et oplæg om praktikansøgning en halv time efter mødetid, men det var lidt bittert at styrte sådan rundt, når jeg egentlig godt kunne have mødt den halve time senere (jeg er forfærdelig, når det kommer til at stå tidligt op).
Men anyways, derefter havde vi bare fri, hvilket ca. var kvart i 10, så det var jo bare endnu en totalt nem dag! På vej hjem på cyklen kom der et ordentligt regnskyld, så jeg var helt gennemblødt, da jeg kom hjem, så jeg syntes, jeg fortjente en lille formiddagslur ;)

Efter min lidt for lange lur tog jeg ind til byen for at købe en fødselsdagsgave til min mor. Og jeg købte for en gangs skyld næsten ikke noget til mig selv! Det eneste var tingene på billedet, da der var et tilbud med en masse udgåede GOSH-produkter, 4 stk for 100 kr, så derfor købte jeg to flotte neglelakker og en cremeblush i en helt lyserød farve. Den sidste af de fire GOSH-ting er til min mor, så derfor er den ikke på billedet. Og ja, ellers bare en ny skintonic, som jeg manglede :)

Dagens outfit: Kaki casual

Top: Zara - Cardigan: H&M - Jeans: Only

Lige et lille hurtigt spejlbillede af dagens outfit! Hovedsageligt for at vise den fine top, jeg købte i Nice. Jeansene er nogle af mine absolutte yndlings - det er lidt svært at se på billedet, men de har en støvet kakigrøn farve og er perfekte her til efteråret. Jeg kan generelt godt lide efterårsfarvede jeans, de pepper altid det hele lidt op. Cardiganen er forresten mit kæreste eje! Den har bare den perfekte længde, men den er efterhånden ved at være ret slidt (er ved at være mørkeblå i stedet for sort!), så jeg er på udkig efter en lignende én, men indtil videre har det været en umulig opgave :(

tirsdag den 4. september 2012

Tirsdagshygge


Jeg havde jo som sagt en fridag i dag, så jeg har virkelig dovnet totalt! Stod først op til middag og har ellers bare handlet ind, lavet mad, vasket op og været i bad. Resten af dagen er bare gået med afslapning i sofaen - jeg er så sund! Men altså, til aftensmad lavede jeg retten på billedet, som er udfra en opskrift jeg fandt i nogle Pastella opskriftsfoldere i Super Best. Det er pasta med pesto lavet af rucola, ristede solsikkekerner, hvidløg, parmesanost og olivenolie, vendt i en wok med rejer. Virkelig lækkert, selvom jeg normalt ikke er så glad for hverken rucola eller parmesanost, men kombinationen her var virkelig lækker! Dog fik jeg ikke spist alt det friske rucola ved siden af pastaen for ja, det er altså bare for bittert til min smag.

Da jeg var ude at handle skete der noget helt fantastisk; jeg fandt disse fantastiske bolsjer! De er mine absolutte yndlingsbolsjer, og man plejer kun at kunne få dem i Lossepladsen-mixen, og jeg har altid klaget over, at man ikke kunne få dem i en pose for sig selv. Men det kan man altså åbenbart nu! De er så fantastiske :)

mandag den 3. september 2012

Outfit: Studiestart

Skjorte: H&M - Jeggings: Vero Moda - Ur: Michael Kors MK5166
Negle: OPI "Just a little rösti at this" - Læber: MAC "Hug Me"

Totalt wannabe-modeblogger, I know. Men jeg elsker selv at se folks stil og blive inspireret, så når jeg en sjælden gang har noget tøj på jeg særligt godt kan lide, bliver det højst sandsynligt vist her på bloggen. Jeg er dog overhovedet ikke nogen modeekspert (langt fra!), jeg går bare i det jeg selv kan lide, og mange gange er det yderst komfortabelt, casual og ikke mindst klassisk - sjældent specielt fancy :)
I dag var det jo studiestart, så derfor havde jeg gjort en smule mere ud af mig selv end normalt. Jeg elsker virkelig den vinrøde/bordeaux farve her til efteråret og har derfor købt en del ting i farven her på det sidste. En af disse er bukserne fra Vero Moda. De er vel det, man kalder jeggings og meget højtaljede, så de er så skønne at have på. Neglene matcher (næsten) bukserne med den smukke OPI farve - der er altså bare ikke nogen, der laver neglelakker som OPI! Og sidst men ikke mindst havde jeg min smukke blondeskjorte fra H&M på, som jeg elsker så højt. Endda så meget, at jeg var SÅ fristet til også at købe den i hvid, men jeg holdt mig heldigvis tilbage ;) Og ja, ellers selvfølgelig mit smukke ur, og på fødderne havde jeg bare mine sorte Converse på, så det hele ikke blev alt for pyntet.

Jeg havde desuden en lidt sjov oplevelse her tidligere på dagen. Min nye nabo havde låst sig ude, så hun bankede på hos mig for at se, om hun evt. kunne klatre fra min altan over til hendes egen, hvilket dog ikke var muligt. Men så kom vi til at snakke lidt og det viste sig, at hun kom fra den samme by som mig, og at vi kendte flere af de samme mennesker. Så pudsigt! Hun var desuden super sød og ventede derfor i min lejlighed noget tid inden, der kom én med nøglen til hendes lejlighed. Det er så sjovt når sådan noget sker så fuldstændig tilfældigt!
Og lige til sidst så var det fint nok at starte i skole igen. Godt nok startede vi lige på og hårdt med ny stor opgave og masser af teori, men det var dejligt at se medstudenterne igen! Så det skal nok blive godt, og så har jeg jo allerede en fridag i morgen ;)

søndag den 2. september 2012

Hjemme igen


Så er jeg endelig hjemme i min lejlighed igen! Det er på sin vis skønt, men synes godt nok her er utrolig stille. Tror lige jeg skal vænne mig til at være helt alene igen. Har ikke lavet så meget andet end at sove, handle ind og pakke alle mine ting ud i dag. Og så kom jeg til at bestille pizza til aftensmad - ups! Men jeg bor helt seriøst 50 meter fra et rigtig godt pizzaria, så det kan altså godt være lidt farligt en gang i mellem. Men lækker var den i hvert fald, og jeg var så sulten, at jeg helt glemte at tage et billede af den.

Lige nu sidder jeg og ser Pirates of the Caribbean 3 i fjernsynet af mangel på bedre at lave. Og så fryser jeg helt vildt. Mine forældres hus er altid rigtig varmt, mens min lejlighed har rimelig gamle og utætte vinduer, så der er altid lidt småkoldt her, hvilket jeg lige skal vænne mig til igen. Men som om det i sig selv ikke er slemt nok, så er der noget renovering af varmerør i mit lejlighedskompleks, så der er helt lukket for varmen indtil oktober! Jeg kommer virkelig til at fryse så meget, og kommer helt sikkert til at brænde utrolig mange stearinlys af, for i det mindste varmer de en smule.
Jeg havde desuden en dejlig kort dag på arbejdet i går, dog havde jeg æren af at skulle rengøre det hidtil mest ulækre værelse, jeg har oplevet. Vil ikke kaste mig ud i en længere historie, men det kan egentlig også opsummeres i bare tre ord: øl, cigaretter og bræk. Yes, det er glamourøst at være stuepige ;)

Jeg må hellere smutte - skal gøre de sidste ting klar til studiestart i morgen. Jeg har forresten en så dejlig og nem opstart denne uge. Skal først møde kl 12 i morgen, har fri tirsdag, mens jeg har vildt korte dage både onsdag og torsdag og fri på fredag også! Det er da lige til at overskue ;)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...