Sider

torsdag den 13. september 2012

Det var bare ikke min dag..


Dette var det syn, der ventede mig i middags, da jeg skulle ud af mit lejlighedskompleks for at komme i skole. De er jo ved at lave rørarbejde, hvilket er irriterende nok i sig selv, men i dag havde arbejderne så besluttet sig for at fjerne den plade, der normalt fungerer som gangbro over rodet og ja, så var de gået på frokostpause! Så der stod jeg og skulle møde i skole om få minutter, kunne ikke komme ud af bygningen, og der var ikke én eneste til at hjælpe mig. Og det er altså den eneste vej ud af lejligheden (medmindre man springer ud fra altanen selvfølgelig). Jeg overvejede selvfølgelig at kravle ned i det og så op igen, men der var alligvel en god meter ned, så jeg ville på ingen måder være kommet over uden at blive totalt mudret til. Så jeg måtte vente i over tyve minutter på, at arbejderne kom tilbage fra deres frokostpause, og jeg endte dermed med at komme over en halv time for sent i skole. Hold op, hvor var jeg sur!

Desuden ringede en sælger fra Dansk Flygtningehjælp til mig, da jeg var på vej hjem til mine forældre i bussen. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en så irriterende telefonsælger før! Han kunne bare ikke forstå, at jeg ikke vil være medlem (og dermed betale 75 kr hver måned), lige meget hvor mange gange, jeg blev ved med at sige nej - og man kunne bare høre, hvor meget han prøvede på at give mig dårlig nok samvittighed til at sige ja. Det var virkelig ubehageligt og ubehøvlet. Jeg er normalt utrolig sød og høflig over for folk (seriøst, jeg fik mig en snak med en tydeligt påvirket alkoholiker sidste uge ved et busstoppested - jeg kan bare ikke være ond ved folk), så når jeg begynder at svare irriteret og overveje at smække røret på, så er det altså slemt! Virkelig en dårlig oplevelse, og det gør i hvert fald ikke ligefrem, at jeg har lyst til at støtte dem i fremtiden..

Okay, det var alt for dagens negative svada! Jeg beklager, men det har bare ikke været nogen særlig god dag. Dog har jeg lige taget et dejlig varmt bad herhjemme hos mine forældre - det havde jeg virkelig brug for! Og så er der jo kommet nyt layout her på bloggen - hvad synes I? :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...