Sider

onsdag den 31. oktober 2012

Test af Gosh BB Cream


Jeg tror efterhånden, det er gået op for de fleste, at de såkaldte BB Creams er den nye store trend på skønhedsmarkedet, og de fleste store mærker har da også efterhånden allesammen lanceret deres egen version. BB Creams er egentlig bare en mix af foundation og dagcreme, og så påstår de allesammen at kunne en helt masse andet også, men det ved jeg nu ikke lige, hvor meget hold, der er i, når det kommer til stykket. For mig er det i hvert fald bare en slags farvet dagcreme. Inden vi kommer til selve anmeldelsen af Gosh' udgave af BB Creams, så kommer lige en lille baggrundshistorie om min hud og dens forhold til foundations og BB Creams:

Jeg har siden jeg var omkring 18 år ikke rigtig haft nogle synderlige problemer med min hud. Det har jeg egentlig aldrig rigtig haft, men ja, siden jeg kom over den værste teenagetid, har jeg meget sjældent haft mere end et par enkelte småbumser en gang i mellem, og slet ikke noget, der har været specielt generende for mig. Derfor har jeg heller aldrig gidet bruge tid på foundation - jeg har altid bare nøjedes med lidt concealer. Men på det seneste har min hud desværre opført sig rigtig trælst med en masse små urenheder, og så er jeg også kommet til at være lidt for voldsom med en ansigtsscrub på min næse for en uges tid siden, så den skaller vildt meget af lige nu. Rigtig trælst!

Derfor investerede jeg i denne BB Cream fra Gosh for at dække lidt af urenhederne til, men samtidig også bare så min hud kan komme til at se mere jævn og ensartet ud på en naturlig måde. Netop derfor kan jeg rigtig godt lide idéen om BB Creams: de dækker en del, men ser stadig meget naturlige ud, hvilket jeg ikke altid synes, almindelige foundations gør (de føles mange gange bare lidt for tunge og "kagede" til hverdagsbrug for mig). Jeg har før prøvet Garniers BB Cream, men den brød jeg mig ikke særlig meget om, da den var alt for fedtet til min hud (det var før de kom med den specielt til fedtet hud), og så brød jeg mig ikke om den stærke parfume, der var i den. Så jeg prøvede i stedet denne fra Gosh, som er parfumefri (den lugter i hvert fald ikke rigtig af noget!), og jeg har bestemt ikke fortrudt!


Her er en lille demonstration af, hvordan BB Creamen virker på mig. Og som man tydeligt kan se på billederne, så gør den helt klart en forskel for min hud! Den dækker mange af de problematiske områder, og får generelt bare min hud til at se meget mere ensartet ud. Jeg behøver slet ikke at bruge så meget concealer, som jeg normalt gør, når jeg bruger BB Creamen, da den allerede dækker pænt godt. Derudover holder den godt, den fedter ikke specielt og ja, jeg er generelt bare rigtig glad for den. Så hvis du ligesom mig gerne vil have en let og naturlig dækning, vil jeg helt klart anbefale Gosh' BB Cream. Jeg købte den i den allerlyseste farve, og selvom den lige umiddelbart er en smule for lys til mig, så passer den perfekt, når den kommer på - og jeg bliver jo også kun lysere på denne tid af året!

Her til sidst kommer lige et billede af min færdige makeup. BB Creamen er blevet suppleret af en smule concealer de værste steder, samt lidt pudder i T-zonen for at forhindre, at huden kommer til at skinne alt for meget i løbet af dagen ;)

Det er da utroligt, hvad makeup kan gøre, hva'? ;)

Jeg håber dette indlæg har været hjælpsomt - jeg har i hvert fald haft det sjovt, da jeg lavede det! Her er en liste med alle de produkter, jeg har brugt:

Ansigt
Gosh BB Cream i "01 Sand"
MAC Pro Longwear Concealer i "NW 15"
MAC Sheertone Blush i "Peaches"

Øjne
Gosh Eyebrow Pencil i "01 Brown"
Rimmel Exaggerate Waterproof Eye Definer i sort
MAC Mineralize Eyeshadow Duo i "Brightside Gallery Gal" (kan vist ikke fås længere)
Benefit They're Real mascara

Læber
MAC Sheen Supreme læbestift i "Gotta Dash!"
Mentholatum læbepomade (yndlings!!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...