Sider

mandag den 19. november 2012

Vegetariske retter: Madpandekager med grøntsagsfyld

+Løg (glemte at få det med på billedet!)
Ingredienser:
Ca. 5 store gulerødder
1 lille squash
½ aubergine
½ bakke champignoner
1 stort rødløg
1 lille dåse tomatpuré
5 madpandekager
Revet ost
Krydderier efter smag (jeg har brugt chili, paprika og salt/peber)
Lidt flydende oliemargarine til stegning

Fremgangsmåde:
1. Start med at tænde ovnen på ca. 200 grader.
2. Først skal grøntsagerne gøres klar. Jeg kan bedst lide at rive gulerødder, squash og aubergine, da de dermed får en mere sammenhængende konsistens, og dermed er nemmere at holde inde i pandekagerne. Løg og champignoner skæres også i små stykker.
Det er vigtigt at bruge rigeligt med grøntsager, da de svinder ind til halv størrelse, når de bliver stegt. Og det der bliver til overs kan bare spises til pandekagerne - så bliver retten også sundere.


3. Svits grøntsagerne i lidt flydende oliemargarine, og vend tomatpuréen i grøntsagerne. Tilsæt krydderier efter behov, og lad ellers bare grøntsagerne stege indtil de har den ønskede blødhed.
4. Så er det tid til at putte fyldet i pandekagerne! Giv dog lige pandekagerne et minuts tid i den varme ovn inden, du ruller dem sammen med fyldet. Det er rigtig vigtigt at gøre dette, da de ellers vil gå i stykker, når de skal rulles sammen, og det kan vi jo ikke have. Når pandekagerne er blevet småvarme lægges en stribe af grøntsagsfyld i midten af pandekagen, hvorefter den rulles sammen. Dette gentages selvfølgelig med resten af pandekagerne.
5. Læg pandekagerne i et ovnvenligt fad og drys med den revede ost. Du kan også drysse lidt krydderier oven på osten - jeg brugte lidt paprika.


6. Derefter sættes fadet i ovnen, og pandekagerne bages indtil osten er godt smeltet og blevet en smule gylden. Det tager nok ca. 15 minutter.
7. Servér pandekagerne med resten af grøntsagsfyldet. Velbekomme! :)


Du kan selvfølgelig bruge alle mulige forskellige grøntsager efter din smag. Jeg har bare brugt dem, jeg selv bedst kan lide. Og så kan du jo også selv lave pandekagerne, hvis du ikke bryder dig om dem, man kan købe færdige. Jeg kan dog godt lide dem, og jeg gider bare slet ikke bruge tid på at lave dem selv. Dovenskaben længe leve ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...