Sider

lørdag den 12. januar 2013

Mine mobiltelefoner gennem tiden


Jeg var for nyligt ved at rydde op i mine gamle skabe hos mine forældre. Her fandt jeg alle mine gamle mobiltelefoner, og de bringer bare så mange minder frem, så jeg tænkte jeg ville dele dem med jer :) Jeg har nok ikke haft så mange telefoner som så mange andre, men jeg har aldrig ødelagt én eneste af dem, så de virker alle stadig i dag. De er kun blevet skiftet ud fordi de blev langsommere, mistede strøm hurtigt og så selvfølgelig blev lidt for gammeldags.

Nokia 3310 (ca. 2001)
Min allerførste mobiltelefon; klassikeren over dem alle, og den de fleste på min alder nok startede med. Den er bare noget helt særligt for mig, for jeg var så glad og stolt, da jeg fik den! Og det var nu en super god telefon, og den virker højst sandsynligt stadig i dag over 10 år senere (kan dog ikke finde laderen!). Men den bringer så mange minder frem: Snake, Nokia-tune, skiftende covers og ja, det var bare så fed en telefon dengang ;)

Nokia 3200 (ca. 2003)
Dette var min første telefon med farveskærm og kamera (gud hvor lyder det oldnordisk alligevel!). Den havde et virkelig fedt gennemsigtigt design, og man fik sådan en coverudklipper med, så man kunne lave covers af alt muligt papir selv. Rigtig fedt lavet, og så var det så skønt at have kamera i. Det var også en rigtig god telefon, selvom knapperne dog ikke var de bedste at trykke på, men det at man selv kunne lave covers var bare det bedste.

Samsung E330 (ca. 2004)
Så blev det tid til min første "klaptelefon", og desuden også et andet mærke end Nokia. Jeg ville hovedsageligt have denne model, fordi den mindede om den Hilary Duff havde i "A Cinderella Story", som jeg var helt vild med på det tidspunkt! Det var også en rigtig skøn telefon med dejligt store knapper, lille skærm udenpå med klokkeslæt, beskeder osv. og ikke mindst en blitz til kameraet (uhh!).

Samsung D600 (ca. 2006)
Denne gang blev det til en "skub-op-telefon", hvor man skulle skubbe skærmen op for at finde knapperne. Og nu skal jeg lige love for, der kom gang i de forskellige features: Kamera med hele 2 megapixel opløsning og videooptagning. Det var virkelig sejt på det tidspunkt. Det var også en super lækker telefon, som føltes meget eksklusiv og ja, den var bare så lækker kvalitet!

Motorola U9 (december 2008)
Så fik jeg sørme også prøvet en Motorola! Jeg ville så gerne have haft den pinke "RAZR V3", men den var blevet lidt forældet, da jeg skulle have ny telefon. Så derfor blev det i stedet denne, der dog også er pink. Seriøst, den har bare det lækreste design! Der er nemlig også en indbygget ekstra skærm udenpå, som man dog ikke kan se, da den falder totalt i ét med overfladen af telefonen. Her kunne man også se klokkeslæt osv. Igen en rigtig dejlig telefon - den blev dog med tiden ufattelig langsom, så jeg til sidst blev nødt til at skulle have en ny telefon.

iPhone 4 (august 2010)
Så er vi jo nået til noget helt, helt andet nemlig en smartphone. Den behøver vist ikke nogen yderligere forklaring eller introduktion - alle de andre telefoner blegner ret meget i forhold til, hvad denne kan. Nu har jeg haft den i over 2 år, og den er stadig super lækker. Godt nok taber den strømmen lidt hurtigere, og home-knappen virker ikke altid helt optimalt, men den fungerer stadig, og så længe den gør det, føler jeg ikke for at bruge så mange penge på en ny én af slagsen. iPhones er bare det bedste! ;)


Hvilken udvikling der er sket på bare et enkelt årti! Det er altså helt sindssygt. Jeg har dog været glad for alle mine mobiltelefoner, og de har som sagt alle holdt ret længe :)

Har du haft nogle af disse mobiltelefoner og hvilken har du nu? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...