Sider

tirsdag den 30. april 2013

En tiltrængt makeover til min altan!


Ja, som jeg nævnte den anden dag, så fik min altan endelig sin tiltrængte makeover i fredags, som jeg har snakket om i et stykke tid nu. Og jeg er super glad for resultatet! Specielt for tæppet, da det nu endelig ikke er så koldt for fødderne derude. Møblerne har jeg fået af min søde farmor, som ikke skulle bruge dem længere, og de passer jo så fint dertil i størrelsen, for det er jo ikke ligefrem jordens bredeste altan ;) Og lænestolen købte jeg på tilbud i JYSK for nogle uger siden, så nu kan jeg endelig ligge ned og nyde solen (hvis det da ellers nogensinde bliver sommer). Så ja, nu mangler vejret bare at blive bedre, og så er min altan helt klar til sommeren.

Tæppet er forresten fra Silvan, og kan købes lige her.

mandag den 29. april 2013

Gårsdagens outfit: Til konfirmation

Kjole: Only - Jakke: Vero Moda - Sko: Deichmann
Halskæde: Pieces - Ur: Dolce&Gabbana - Negle: OPI "Just A Little Rösti At This"

Endelig nogle udendørs outfitbilleder her på bloggen - jeg bor jo alene, så det er sjældent, jeg har en fotograf til rådighed i hverdagen. Men ja, jeg var jo til konfirmation i går og havde i den anledning min nye maxikjole på, som jeg virkelig elsker! Den var super skøn at have på og tilpas fin til lejligheden, ikke mindst pga. prikken over i'et i form af den nye halskæde også. Jeg håber jeg kan tage flere udendørsbilleder til bloggen i fremtiden - de er bare lidt mere interessante, ikke? ;)

søndag den 28. april 2013

Hjemme efter nogle travle dage + lidt grænsehandel


Jeg beklager tavsheden på bloggen de sidste dage, men der er sket en helt masse ting. Torsdag aften og nat var jeg i byen med nogle piger fra mit studie, og fredag kom mine forældre ud til mig, da vi skulle lave lidt ting ved min altan. Derefter kørte jeg med dem hjem, da jeg skulle på arbejde om lørdagen. Efter arbejdet om lørdagen kørte vi direkte til Sønderjylland, hvor vi var en lille tur over grænsen, og derefter overnattede dernede, da vi skulle til konfirmation til middag i dag søndag. Og efter konfirmationen skulle vi så hjem igen, hvor jeg blev smidt af i min lejlighed. Så der har ikke været mange stille øjeblikke!

Men det var en super hyggelig konfirmation - den sidste jeg skal til i mange år. Og så var det skønt at få handlet lidt ind ved grænsen, specielt at få lagret op på mit elskede Nutella. Undskyld til den danske statskasse! ;)

torsdag den 25. april 2013

London i billeder: The London Life


Sidste indlæg med billeder fra min tur til London! Det er bare lidt forskellige stemningsbilleder og ikke mindst dyrebilleder fra Hyde Park. Seriøst, jeg tager bare altid alt for mange billeder af dyr, og jeg endte med næsten at blive væk fra min familie, fordi de ikke havde set, jeg var stoppet op, og jeg var så optaget af specielt egernet, at jeg heller ikke opdagede noget. Men det gik heldigvis ikke helt galt ;)

onsdag den 24. april 2013

Opskrift: Klassisk smoothie med 100% frugt


Ingredienser (giver 2 glas):
3 appelsiner
1 håndfuld hindbær
1 håndfuld jordbær
½ banan
½ æble

Fremgangsmåde:
Pres saften ud af appelsinerne med en citronpresser og kom saften i blenderen sammen med resten af frugten, som gerne må skæres ud i mindre stykker. Blend det hele i et minuts tid og voila! Så har du en super lækker smoothie, der ikke indeholder andet end super sundt frugt :)
Husk at koge bærerne, hvis de er købt på frost, da de kan indeholde bakterier, der gør dig syg - det gider vi ikke!

tirsdag den 23. april 2013

Lidt shopping på en kedelig tirsdag

H&M top, 179 kr - Pieces halskæde, 250 kr (ouch!!) - Only maxikjole, 120 kr

Ja, som titlen indikerer så kom jeg til at shoppe en smule i dag, hvilket ikke helt var planen. Men heldigvis havde jeg et gavekort på 300 kr, jeg fik brugt, så jeg kom ikke af med så mange penge igen.

Nå, men jeg købte en grå maxikjole fra Only, som jeg skal have på til en konfirmation, jeg skal til på søndag. Sammen med den skal jeg have halskæden fra Pieces på, som jeg længe har beundret, men jeg har bare syntes, den var lidt for dyr. Men i anledning af konfirmationen tænkte jeg godt, jeg kunne tillade mig at købe den, når nu kjolen var så billig. Derudover fandt jeg også blondetoppen i H&M, som jeg altså bare ikke kunne stå for. Den er så fin! Seriøst, jeg falder stort set for alt tøj med blonder - der er simpelthen ikke noget skønnere :)

mandag den 22. april 2013

Young & Beautiful


I dag har været en ganske produktiv dag, hvor jeg først var henne på min skole til nogle møder ang. det eksamenprojekt, jeg skal i gang med her i løbet af ugen og derefter arbejde med indtil starten af juni. Derudover har jeg handlet ind og cyklet en tur på godt 3 km, og ellers bagt disse lækre rugstykker. Det er bare én af de der brødblandinger fra Amo, men de er super lækre og ikke mindst nemme at lave.

Derudover har jeg stort set hele dagen haft Lana Del Reys nyeste mesterværk kørende på repeat - den er så utrolig smuk, og jeg får stadig gåsehud af den! Så tjek den lige ud, du vil ikke fortryde det:

lørdag den 20. april 2013

London i billeder: Dior udstilling i Harrods


Da jeg i påsken var i London, skulle vi jo selvfølgelig i Harrods, for selvom det ikke lige ligger i vores prisklasse, så er det jo bare én af de steder, man skal se i London. Der var en ret stor og utrolig smuk Dior udstilling derinde med masser af kjoler, parfumer og andre originale ting fra Dior.


Kjolerne her er som I kan se blevet båret af disse smukke og ultraberømte kvinder nemlig Elizabeth Taylor, Audrey Hepburn og Prinsesse Diana - ret vildt at se dem i virkeligheden!

The Host og en skøn forårsdag


Så fik jeg endelig set The Host i går aftes. Og den var jo bare super god! Jeg har læst bogen to gange og er helt vild med den, så jeg var ret spændt på at se filmen, da jeg ikke rigtig havde nogen idé om, hvordan den ville fungere på film. Men jeg synes den fungerede super godt, og jeg anbefaler klart filmen til alle, der har læst bogen (og også alle andre - har dog lidt svært ved at være objektiv). Dog går den nok ikke så lang tid længere, så skynd dig! :)

I dag har jeg bare nydt det gode vejr med en bog ude på min altan. Jeg er endelig blevet færdig med Jussi Adler-Olsens nyeste bog "Marco-Effekten", og den var ganske udmærket, selvom den ikke ligefrem slog benene væk under mig. Og ellers har jeg bare handlet lidt ind og sådan. En ganske skøn og afslappende lørdag!

torsdag den 18. april 2013

Projekt "Sommerklar altan"


Som I så i gårsdagens indlæg, så er jeg den heldige ejer af en ganske fin altan. Desværre er det en klassisk betonaltan, som er ret kold og trist at se på, men det skal der laves om på her til den kommende forårs- og sommersæson. Jeg vil derfor have købt et græslignende udendørstæppe, der kan ligge på gulvet derude, så der ikke er så koldt for fødderne, og derudover har jeg anskaffet mig nogle ordentlige møbler derudtil, deriblandt et lille bord og en stol, der kan ligges ordentligt i, så jeg kan ligge og nyde solen til sommer. Jeg glæder mig så utrolig meget til, den bliver færdig, og det skulle den gerne blive inden for et par ugers tid. Så her har i lige et par "før"-billeder, som jeg tog den anden dag, og så får i selvfølgelig også nogle billeder af det færdige resultat, så snart det er klart. Det bliver spændende ;)

I dag har det blæst en halv pelikan udenfor, så jeg har slet ikke gidet at bevæge mig udenfor, når jeg nu alligevel ikke var tvunget til det. Så jeg har bare sovet alt for længe og ellers bare hygget i sofaen med en bog. Det har nu været meget skønt. I morgen aften skal jeg endelig i biografen og se "The Host" - jeg glæder mig! :)

onsdag den 17. april 2013

Dagens outfit: Casual shoppingtur på en skøn forårsdag

T-shirt: Gina Tricot - Jeggings: Vero Moda - Sko: Converse
Taske: Friis&Company - Ur: Michael Kors - Solbriller: H&M

Endelig fik jeg bevæget mig udenfor til nogle outfitbilleder - dog kun på min altan men stadigvæk ;) Jeg var et smut inde i byen i dag, da jeg først og fremmest skulle ind og klage over mine Levi's jeans, som jeg tit har vist her på bloggen. Stoffet er nemlig revnet flere steder, selvom de slet slet ikke har været for stramme til mig - tværtimod. Og heldigvis var de rigtig søde og helt enige med mig om, at det ikke var normalt. Så jeg fik pengene tilbage (de var på tilbud, da jeg købte dem, så jeg kunne ikke bare lige få et nyt par desværre, da de ikke længere havde den model). Så nu har jeg lidt ekstra penge til rådighed - det skal man ikke klage over, selvom jeg dog kommer til at savne bukserne. Ellers skulle jeg bare handle lidt ind og sådan inde i byen, så det var skam ikke så spændende.

Jeg havde min nye t-shirt på i dag, dog selvfølgelig med en jakke over, når jeg var udenfor - det er trods alt ikke sommer endnu (desværre). Tja, et rimelig afslappet og lettere kedeligt outfit, men jeg ville nu alligevel gerne dele det, når der nu var så fint vejr til at afprøve altanen til billederne :)

tirsdag den 16. april 2013

Shopping i København

Urban Outfitters, 235 kr på udsalg

Gina Tricot, 130 kr på udsalg

Gina Tricot, 79 kr

Nu fik jeg jo ikke købt så meget tøj i London, så jeg havde lidt tøjshopping, jeg skulle have indhentet (eller det sagde jeg i hvert fald til mig selv!). Jeg må have følt mig rimelig casual den dag, for jeg endte i hvert fald med at købe to sweatshirts og en t-shirt. Men det er nu også fantastisk med nye og dejligt behagelige basisting.

Det er lidt sjovt med den øverste sweatshirt fra Urban Outfitters - jeg så den nemlig i London, hvor den også var på tilbud, men vi havde travlt på det tidspunkt, så jeg kunne ikke nå at prøve den og ville selvfølgelig ikke købe den uden at prøve den først. Siden da har jeg dog tænkt på den flere gange og ærgret mig over, at jeg ikke havde tid til at prøve den. Så derfor kiggede jeg efter den i butikken i København og fandt den i min størrelse og til samme pris som i London! Det var bare så heldigt, og jeg fik oven i købet 10% i studierabat så den endte med at koste bare 211 kr. Lidt af et kup, for den er virkelig lækker i kvaliteten. Derudover fik jeg også fundet et par ting i Gina Tricot, hvilket jeg ellers aldrig plejer at gøre af én eller anden mærkelig grund - tror kun jeg har et par ting derfra!

Så det er super dejligt med lidt nyt tøj! Og inde i Magasin blev der uddelt gratis gaver fra hudplejemærket Murad, så jeg fik en lækker lille taske med, som indeholder tre små prøver på nogle af deres produkter. Og som sagt helt gratis! Der er ikke noget så godt, som at få noget gratis ;)

mandag den 15. april 2013

Lidt billeder fra turen til København

Lækkert hotel i samme bygning som koncerten - dejlig nemt!

Udsigt fra vores værelse på 12. (!!) etage - min højdeskræk var ikke specielt imponeret.

Lææææækker mad på en cafe tæt på hotellet, "Cafe Moccador".

   
Lidt egobilleder; først ved maden og derefter med en drink efter koncerten :)

Ja, lige en omgang billeder fra turen. I dag har jeg sovet dejligt længe, hygget med min lille hund og derefter været en tur inde i byen for at kigge på nogle ting til min altan, som jeg snart skal gøre sommerklar. Her til aften har jeg desuden også løbet godt 6 kilometer på mine forældres crosstrainer - skønt at få rørt sig lidt! I morgen drager jeg så hjem til mig selv igen, hvor jeg bare skal flade ud, og jeg har for én gangs skyld slet ingen planer i weekenden, så det bliver dejligt at få ordnet en masse ting i lejligheden og ja, ellers bare dovne i stor grad ;)

søndag den 14. april 2013

København og Lana Del Rey!


Long time no see, må man da vist sige! Men jeg er i hvert fald endelig tilbage igen nu efter nogle sindssygt travle dage. Jeg havde en fantastisk tur til København, men jeg var først hjemme ved 19-tiden lørdag aften, hvorefter vi fik besøg af noget familie. Og fordi jeg skulle forholdsvis tidligt op og på arbejde i dag, så gik jeg ret tidligt i seng i går aftes, da det generelt bare havde været en trættende dag. Og i dag fik jeg først fri fra arbejde kl. halv fem, så jeg skulle lige have mig en lille aftenslur inden jeg overhovedet kunne overskue at tænde min computer.

Nå, men nu til det mest spændende ved hele turen, nemlig koncerten med Lana Del Rey. Nøøøøj, hvor var det en skøn oplevelse! Hun var bare så sød og så sang hun helt fantastisk live - bedre end jeg havde turdet regne med, og der var bare en skøn stemning i salen. Vi havde nogle helt perfekte siddepladser rigtig tæt på scenen, og det var virkelig så dejligt at kunne sidde ned og ikke skulle tænke på al den skubben og masen, der er når man står nede foran scenen, og ikke mindst ømme fødder. Og jeg nød også bare koncerten meget mere af den grund. Så ja, det kunne ikke have været bedre, og jeg er så glad for, at jeg fik den fantastiske oplevelse!

Til slut vil jeg lige dele én af de videoer, jeg optog til koncerten. "Ride" er nok min absolutte yndlingssang, hun har lavet indtil videre, så den skal I da lige have lov til at nyde ;)

torsdag den 11. april 2013

Turen går til København!


Ja, jeg drager jo til København i morgen tidlig med min søde søster. Glæder mig til at se byen (læs: Strøget) igen, da jeg ikke har været der siden 2010, hvor billedet også er fra. Dengang var det også i april måned - helt så heldige med vejret bliver vi nok desværre ikke i år. Men jeg glæder mig helt vildt, ikke mindst til at se Lana Del Rey :)

onsdag den 10. april 2013

75 års fødselsdagsoutfit

Outfitdetaljer:
"Læder"Jakke: Vero Moda - Skjorte: H&M
Bukser: Vero Moda - Sko: Mary B - Ur: Michael Kors

Beklager det dårlige billede, men jeg havde travlt både inden og efter festen i lørdags, så havde slet ikke tiden til at få taget et ordentligt billede.

Men ja, som titlen også siger, så er outfittet fra min farmors 75 års fødselsdag i lørdags. Tror billedkvaliteten er skyld i, at jeg ikke har fået postet det endnu. Det var rimelig casual, da det var en frokostfødselsdag, så jeg havde bare nogle sorte bukser, en fin top, læderjakke og høje hæle på. Mit hår var desuden sat op i en noget høj knold, og så fik jeg prøvet en del af det nye makeup, jeg købte i London. Desværre fik jeg ikke taget nogle billeder af det - øv altså!

I dag fik jeg afsluttet praktikforløbet i forbindelse med min uddannelse med gruppearbejde og fremlæggelse. Dejligt at få det lagt på plads, så jeg kan fokusere på det kommende afgangsprojekt. Til aftensmadstid mødtes jeg med min søde veninde (og nabo) til spisning på en café. Det var super hyggeligt, og skønt med noget lækkert mad (jeg fik en mozzarella og pesto sandwich).

I morgen får jeg besøg af min lillesøster, for vi drager jo til København fredag morgen i anledning af Lana Del Rey koncerten. Det bliver dejligt at komme på en hyggetur med lidt shopping og ikke mindst en forhåbentlig skøn koncert. Så jeg glæder mig helt vildt, selvom vi skal op ved halv fem tiden fredag morgen! Puha ;)

tirsdag den 9. april 2013

Træning og gensyn med skolen


Dagen i dag har budt på absolut ingen planer eller forpligtelser for første gang i alt for lang tid! Jeg har nemlig allerede næsten læseferie på mit studie, da vi begynder at lave afsluttende projekt her sidst på måneden. I morgen skal jeg dog til en lille eksamen ang. mit praktikophold, men det bliver nu meget hyggeligt, da det er et gruppearbejde, så det bliver dejligt at høre en masse om, hvad min medstuderende har oplevet i deres praktik.

Jeg har virkelig fået smag for træningen nu, hvor jeg endelig har lidt mere tid til det. Jeg trænede jo hårdt på mine forældres crosstrainer i fredags, løb en lille tur søndag, cyklede til og fra skole i går og så løb jeg en lille tur igen i dag. Jeg er stadig ikke særlig god til det og løber kun en tur på ca, 1 km, da jeg ikke må overanstrenge mine dumme ben ;)

I går var jeg henne på skolen til en spørgetime omkring afgangsprojektet og et andet foredrag. Derefter var jeg ude og spise frokost med et par piger fra studiet, som jeg ikke havde set i alt for lang tid pga. praktikken. Så det var super hyggeligt og dejligt at se alle folk igen!

P.S. Som I nok har bemærket er der kommet nyt layout på bloggen. Nu havde jeg jo efterhånden haft det andet i en evighed, så jeg trængte til en forandring, og ville også gerne have lidt mere plads til større billeder. Så jeg håber I kan lide det, selvom jeg måske ikke er helt tilfreds med det selv ;)

søndag den 7. april 2013

London shopping, del 3: Makeup og skønhedsprodukter

Makeup er uden tvivl det, jeg altid kommer hjem med mest af, når jeg har været på ferie. Det er nemlig ofte billigere i udlandet, for ikke at nævne, at de har en masse mærker, der ikke kan fås herhjemme. Så her er den gode portion skønhedsprodukter, jeg fik slæbt hjem fra London:

Maybelline Color Tattoo "Pink Gold" - Sleek i-Divine palette "Storm" - MAC pensel "217"

Jeg elsker virkelig Maybellines "Color Tattoo" cremeøjenskygger som både er fantastiske for sig selv, men også som baser under pudderøjenskygger. Desværre er farveudvalget på det danske marked ret trist. Derfor blev jeg super glad, da jeg fandt denne smukke gyldne lyserøde farve i London - den er så smuk! Derudover købte jeg "Storm" paletten fra Sleek som er totalt hypet i makeupverdenen, og den skuffer bestemt ikke. Skønne farver og super god kvalitet til prisen! Og sidst men ikke mindst, så købte jeg en blending pensel fra MAC, som jeg længe har ønsket mig, men først har fået købt nu, da der var en del penge at spare i England fremfor herhjemme :)

Revlon lip butter "Tutti Frutti" - MAC læbestift "Coral Bliss"

Jeg har en kæmpe svaghed for læbestifter, så selvfølgelig skulle jeg også have et par stykker af dem med hjem. Jeg elsker Revlons lip butters, som igen er et totalt hypet produkt med god grund. De er nemlig ret læbepomade-agtige i konsistensen men giver stadig ret god farve. Desværre kan Revlon ikke fås i Danmark, så jeg vidste allerede hjemmefra, at jeg skulle have købt én af dem. Det blev så denne orange farve, som er super god her til forår og sommer. Og den er ikke helt så dramatisk i virkeligheden, som den ser ud på billedet. Derudover kom jeg til at købe en MAC læbestift i Stansted lufthavnen, da den var så billig (knap £12!) i den toldfri afdeling. Farven er en smuk koralfarve, som jeg længe har sukket efter! ;)

La Roche-Posay Effaclar Duo - GOSH BB Cream "01 Sand"

Begge disse er "backup"-produkter, da jeg egentlig ikke mangler dem lige nu og her. Men cremen har gjort underværker for min hud og var en hel del billigere i forhold til herhjemme (£13 mod 153,- herhjemme!). Derudover var min elskede BB cream fra Gosh også billigere, og jeg har ikke så meget tilbage, så det var jo perfekt :)

Sarah Jessica Parker "Lovely" parfume 100ml - Barry M neglelak "Ruby Glitter"

Min yndlingsparfume gennem mange år var Sarah Jessica Parkers "Lovely" - den er dog blevet overhalet af "Viva la Juicy" nu, men jeg elsker den stadig meget højt! Den er dog desværre udgået fra det danske marked, så selvom jeg havde en hel 30 ml flaske tilbage herhjemme kunne jeg stadig ikke stå for et fantastisk tilbud i en parfumeoutlet. Jeg fik nemlig en 100 ml flaske til lige knap £20, hvilket er hvad man plejer at kunne få en 30 ml på tilbud til herhjemme. Viiildt! Så nu løber jeg da i hvert fald ikke tør foreløbig. Derudover kunne jeg ikke stå for glitterlakken fra Barry M. Den skuffede mig dog lidt, da jeg troede den havde en sort base, men som viste sig at være hel klar. Men sådan er det jo tit med glitterlakker..

Jeg er SÅ glad for alle de nye lækre ting - og hvis jeg var dig, ville jeg tage og holde øje med bloggen det næste stykke tid, for jeg har hørt en lille fugl synge om, at nogle af disse ting måske kunne blive DINE! :)

Ny "roommate" hos mine forældre


Jeps, jeg har fået en ny værelseskammerat på mit værelse hos mine forældre, nemlig denne crosstrainer, som de har købt! Den er kæmpestor og ikke specielt køn, men jeg er alligevel så glad for, at de har fået sig sådan én, for det betyder jo, at jeg kan låne den en gang i mellem.

Jeg prøvede den i fredags, og er allerede helt vild med den. Jeg "løb" over 4 km på den uden pause, hvilken jeg ikke engang tilnærmelsesvis kan ved almindeligt løb, da jeg jo har nogle problemer med mine ben i den forbindelse. Så dette er et super godt og skånsomt alternativ til løb, som jeg helt sikkert vil få masser af glæde af!

Jeg var desuden på en lille almindelig løbetur i dag, da jeg kom hjem til mig selv igen. Det gik knap så godt, da mine ben stadig var en smule trætte efter i fredags, så de protesterede lidt. Men det bliver jo aldrig bedre, hvis ikke jeg trodser smerterne en gang i mellem ;)

torsdag den 4. april 2013

Dagens outfit: Batman!

Jakke: Vero Moda - T-shirt: DC Comics - Jeans: Zara
Bælte: H&M - Sko: Converse - Ur: Michael Kors

Jeg fik i dag indviet det nye tøj fra min tur til London, nemlig t-shirten med Batmans logo og de mørke jeans. Disse kombineret med min favorit "læder"jakke, Converse og en høj knold, og så var jeg ellers klar til min anden sidste dag på mit praktiksted (havde en lækker banankage med til kollegerne, hehe). Det er vildt som tiden flyver afsted!

London shopping, del 2: Tøj


Hvis der er noget tidspunkt, jeg for alvor kan mærke, at jeg kommer fra en lille by, så er det når jeg shopper tøj i storbyer. Gud, hvor er det altså stressende! Og derfor kommer jeg desværre stort set heller aldrig hjem med ret meget tøj, når jeg er på storbyferier. Det der med at komme ind i en flere etagers stor tøjbutik proppet med mennesker, højt musik, fremmede tøjstørrelse og ikke mindst lange køer til prøverummene er altså bare ikke mig. Jeg kortslutter simpelthen! ;)

Men lidt tøj fik jeg da med hjem fra London i denne omgang. Jeg fandt en t-shirt med Batmanlogoet på i en sportsoutlet, der var sat ned til omkring 50 kr, så det var lidt af et kup. Derudover fandt jeg et par helt mørkeblå jeans i Zara til omkring 180 kr - igen en super pris, og jeg manglede nemlig lige præcis et par i den farve. Så jeg er nu ret godt tilfreds, selvom jeg godt kunne have tænkt mig at komme hjem med lidt flere ting :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...