Sider

fredag den 31. maj 2013

"The Great Gatsby" - filmen


Jeg var jo i biografen i går aftes for at se "The Great Gatsby", som jeg gerne har villet se, siden den havde premiere. Jeg læste for nogle år siden bogen, og den sagde mig faktisk ikke så meget, men den var nu okay, så derfor ville jeg gerne se den på det store lærred - dog mest fordi jeg er helt pjattet med stilen fra dengang i 20'erne.

Og filmen skuffede bestemt ikke! Jeg synes faktisk umiddelbart, jeg levede mig noget mere ind i filmen, end jeg gjorde, da jeg læste bogen, og det er jo et stort plus. Og derudover er filmen så visuelt smuk, at man ikke kan andet end at blive imponeret og suget ind i universet. Og musikken er jo også bare så fantastisk, selvom den måske ikke er helt tro mod tidsperioden - men skidt med det. Specielt Lana Del Reys "Young and Beautiful" er jeg helt forelsket i, så hver gang den eller bare melodien derfra blev spillet i filmen, fik jeg de vildeste kuldegysninger. Den er så smuk! Så jeg vil helt klart anbefale filmen - det er en kæmpe visuel oplevelse, og historien er selvfølgelig også super god. Tænk på den som 20'ernes udgave af Gossip Girl; New York, vilde fester, fantastiske kjoler, intriger og drama. Det kan man da kun elske ;)

Til sidst skal I jo selvfølgelig lige have musikvideoen til "Young and Beautiful" - den er så smuk!

torsdag den 30. maj 2013

Dagens outfit: Summer feelings

Kjole: Only - Hat: Ukendt (fra Rom) - Sandaler: Shixo
Solbriller: H&M - Ur: Michael Kors - Øreringe: Smykkekæden

Lige lidt hurtige billeder fra i dag. Jeg har været en tur henne på skolen for at snakke med min vejleder om lidt sidste småting til mit eksamensprojekt, og ellers har jeg bare arbejdet videre på projektet, så jeg har ikke kunnet nyde det fantastiske vejr så meget, som jeg gerne ville. Nu vil jeg bare gerne snart være færdig med projektet, så jeg ikke skal tænke på det længere! Men jeg vil smutte hen til min søde nabo nu - vi skal lave lidt mad sammen, og derefter i biografen og se The Great Gatsby. Det bliver hyggeligt :) Vi snakkes ved!

P.s. Tjek lige hvor meget mit hår er vokset siden, jeg fik det klippet i marts - mit hår plejer ellers stort set ikke at vokse!

tirsdag den 28. maj 2013

Dagens negle: Apricot Punch ..og eksamensprojekt!

Rimmel Lasting Finish "053 Apricot Punch" i naturligt lys, 2 lag

Så fik jeg endelig prøvet denne forholdsvis nye neglelak. Jeg lakerede nemlig mine tånegle med denne farve i går og syntes den var så fin, at jeg også lagde den på fingrene. Den er da bare indbegrebet af sommer! Og så havde jeg slet ikke set, da jeg købte den, at den er med duft i. Så nu lugter mine negle af aprikos - det kan man så diskutere, hvor fedt det er, men det er nu sjovt nok. Men i hvert fald en super fin farve og ganske god konsistens, prisen taget i betragtning :)

Jeg har travlt med mit eksamensprojekt disse dage, så jeg beklager, hvis bloggen er lidt kedelig og upersonlig, men jeg har bare ikke så meget tid til overs til den. Et problem mange studerende bloggere nok har på denne tid af året! Og så går jeg jo bare rundt herhjemme og ser vildt grim ud i joggingbukser og uden makeup. Men på torsdag har jeg et par ærinder, så måske jeg får tid til en lille outfitpost den dag, det er efterhånden lidt tid siden sidst :)

mandag den 27. maj 2013

Mine fødselsdagsønsker i år


Jeg har fødselsdag den 17. juni, så der er jo efterhånden ikke så lang tid til. Og i den forbindelse skal man jo altid finde på nogle fødselsdagsønsker, og det har faktisk været noget sværere for mig i år, end det plejer. Jeg plejer altid at kunne finde på en helt masse, men af én eller anden grund, har jeg bare ikke så mange ønsker i år. Måske har jeg bare for mange ting i forvejen, eller også er det bare fordi jeg bliver ældre - hvem ved? Men under alle omstændigheder kan jeg bare slet ikke forstå, at jeg bliver hele 22 år. Det lyder bare lidt for voksent ;)

Nå, men tilbage til ønskerne! Det helt store ønske er et par Rayban solbriller. Mine øjne er utrolig sarte, når det kommer til solen, så jeg lever nærmest i solbriller, så snart solen er fremme. Jeg plejer dog altid at købe dem rimelig billigt, men de sidder bare aldrig helt godt på mig, og så går de også bare nemt i stykker. Så ja, jeg har nu et stykke tid ønsket mig et par Wayfarers - synes dog den nye model er den, der klæder mig bedst, så det er den, jeg ønsker mig. Derudover ønsker jeg mig et par bøger, samt en nye topcoat, da jeg ikke har så meget tilbage, og ikke mindst en ny af de små flasker Moroccanoil, da jeg heller ikke har alt for meget af det tilbage. Så ja, det er mine fødselsdagsønsker i år indtil videre - måske når jeg at finde på et par ting mere i løbet af de næste uger :)

søndag den 26. maj 2013

Mit bedste køb i laaaang tid

Ur fra Michael Kors - modelnavn: MK5166

I august købte jeg dette smukke ur som gave til mig efter, jeg havde knoklet på mit arbejde i løbet af sommerferien. Og nøj, hvor har jeg bare slet ikke fortrudt! Selvom det var ret dyrt, så har det været alle pengene værd, og der har ikke været mange dage, jeg ikke har haft det på. Det pepper bare ethvert outfit op, og jeg kan stadigvæk tage mig selv i at stirre på det en gang imellem - så smukt synes jeg, det er :) Helt klart ét af mine bedste investeringer nogensinde!

Lige lidt hverdagssnak: Jeg er tilbage i min lejlighed igen nu efter en weekend med arbejde. Det var hårdt som altid, men heldigvis var det nogle ret korte dage. Den næste uges tid skal så bare stå på intens eksamensopgaveskrivning. Kan vi ikke bare spole tiden frem til, det er overstået? ;)

lørdag den 25. maj 2013

Monkey business! (Flere billeder fra Zoo)


Ja, aberne fra zoologisk have krævede altså en post for sig selv, for de er bare SÅ sjove. Seriøst, man kan bare stå og betragte dem i evigheder - det er både sjovt og skræmmende, hvor meget de minder om os mennesker, specielt i deres bevægelser og mimik. Kønne kan man dog ikke ligefrem kalde dem - specielt ikke bavianfar og den kæmpe orangutang.

fredag den 24. maj 2013

Giveaway reminder!


Nu er der kun en uge tilbage til at deltage i min giveaway, hvor du kan vinde ovenstående produkter. De er alle super lækre produkter og fås ikke på det danske marked, da de er købt med hjem fra England. Så husk lige at deltage - du vil ikke fortryde det (i hvert fald ikke, hvis du vinder!). God fornøjelse og god weekend! :)

Deltag i giveawayen ved at følge dette link!

torsdag den 23. maj 2013

Mine must-have sommerprodukter


1. Levevis Håndcreme. En god håndcreme er et must om sommeren, da man ofte ikke får smurt solcreme på hænderne, ellers bliver det i hvert fald tit vasket af igen. Denne fra Levevis virker fint for mig og koster ikke ret meget.

2. Garnier Ambre Solaire SPF 30. Solcreme, solcreme og atter solcreme! Det er så vigtigt at beskytte huden mod solens skadelige stråler, først og fremmest for på sigt at undgå hudkræft, men også fordi solen ælder huden, og så gør en solskoldning jo også bare hammerondt. Så husk nu for guds skyld solcremen - alternativet er ikke det værd. Jeg bruger altid faktor 30, så er jeg sikker på, jeg bliver ordentligt beskyttet. Og denne fra Garnier er rigtig god, da den er super let at smøre ud, ikke klistrer så meget, som mange andre, og så har den også en skøn duft.

3. Nivea In-Shower Bodylotion. Selvom man bruger solcreme kan huden jo stadig godt blive lidt irriteret og tør af solen, så derfor er det godt med en bodylotion. Og hvis du ligesom mig ikke gider, at skulle klistre dig ind i en almindelige bodylotion creme, så er denne fra Nivea super god, let og hurtig at bruge. Læs evt. min anmeldelse af den her.

4. Matas Fod- og hælkur. Tørhed og hår hud på fødderne hører især sommeren til, og det er jo altså bare ikke specielt attraktivt.  Fod- og hælkuren fra Matas er super god til at fugte fødderne og ikke mindst modvirke den hårde hud. Den er dog utrolig drøj og klistret, så jeg smører den altid på om aftenen, inden jeg skal sove, og tager derefter et par strømper på, så det får tid til at trænge ordentligt ind. Og husk ikke at file den hårde hud af - det bliver det kun værre af.

5. Matas Læbebalsam SPF 25. Husk også at beskytte læberne mod solen - jeg har prøvet at få skoldet min læber, og det er ikke behageligt. Denne fra Matas er ganske god og behagelige at bruge.

6. Matas Negleklipper. Ja, det giver måske sig selv, men en god negleklipper til fødderne er uundværlig, når sandalerne skal luftes. Husk at klippe neglene lige over, så mindsker du risikoen for at få nedgroede negle.

7. Neglelakker. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg synes ikke, der er noget så ucharmerende som tånegle uden neglelak om sommeren, når fødderne skal vises frem. Lidt neglelak i en frisk sommerfarve gør en kæmpe forskel og kan næsten(!) få et par fødder til at se helt pæne ud. Farverne på billeder er Rimmels "Apricot Punch" og Essies "Lapis of Luxury" og "Splash of Grenadine".

onsdag den 22. maj 2013

Lidt billeder fra zoologisk have

Det sødeste og smukkeste dyr i hele zoo'en: den røde panda. Awwww!

Jeg elsker jo simpelthen bare dyr så højt, så derfor kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at tage en masse billeder, da jeg var i zoologisk have i søndags, og selvfølgelig skal I ikke snydes for de bedste af billederne. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne have fået lemurerne fra det første billede og den røde panda fra det sidste med hjem - jeg smeltede bare totalt inden i, så kære var de. Men det er de nu allesammen! :)

Jeg beklager, hvis der er lidt stille på bloggen disse dage, men eksamensopgaven tager simpelthen al min i forvejen sparsomme energi. Jeg føler mig bare så træt hele tiden, og det gør bare, at jeg også føler mig stresset, fordi jeg ikke får lavet alt det, jeg gerne vil. Det er så trælst! Og jeg føler bare slet ikke, jeg har tid til at skulle arbejde her i weekenden :(

mandag den 20. maj 2013

Dagens negle: Gouda gouda two shoes (haha)


Mine negle har de sidste par dage været dækket af denne smukke neglelak. Det er OPIs "Gouda gouda two shoes" fra deres Holland kollektion - de finder altså bare altid på de bedste navne til sine lakker! Men det er faktisk ikke engang min egen, jeg har nemlig bare lånt den af min mor, som er så heldig at eje den. Det er en super smuk og unik farve, som nok bedst kan beskrives som en blanding af gammelrosa og brun. Den har desuden virkelig diskret gyldent shimmer i sig, men det var svært at få ordentligt med på billederne. Den er så fin! :)

Dagen i dag har bare stået på opgaveskrivning, lidt handlen ind og ikke mindst en masse tøjvask. Ikke det mest interessante, men det skal jo gøres en gang i mellem. Og så synes jeg bare, jeg bliver mere og mere forkølet, som dagene går - det er altså bare ikke særlig fedt, men der desværre ikke så meget at gøre ved det..

søndag den 19. maj 2013

Dagens outfit: I zoologisk have

Jakke: Only - T-shirt: H&M - Nederdel: H&M
Tørkklæde: H&M - Halskæde: H&M - Sko: Race Marine

Jeg lokkede min søster til at lege fotograf i dag, da jeg har været en tur i zoologisk have med familien. Det var super hyggeligt, specielt fordi det er så længe siden, jeg sidst har været i zoologisk have. Dyr er da bare de skønneste! Dog var mange af dem af én eller anden grund ekstremt dovne, men sådan nogle dage har de vel også bare.

Nå, men jeg kunne endelig få noget mere eller mindre sommerligt tøj på i dag, da sommervejret endelig havde besluttet sig for at komme til Nordjylland. Dog kunne jeg ikke gå all-in på grund af min dårlige hals, så tørklædet måtte med mig. Men i hvert fald super skønt endelig at føle sig lidt sommerligt klædt på igen, nu må varmen bare gerne blive hængende :)

P.s. Hvor fedt er det lige, at vi vandt Melodi Grand Prix'et i går aftes? Det var så dejligt!

lørdag den 18. maj 2013

Anmeldelse af Nivea In-Shower Body Lotion


Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg årligt får taget mig sammen til at bruge bodylotion. Det tager for lang tid, og så hader jeg bare alt, hvad der klistrer på min krop. Derfor var jeg med det samme interesseret, da jeg så denne nye in-shower version af bodylotionen fra Nivea. Så den skulle selvfølgelig prøves!

Først skal det lige siges, at min hud ikke har det helt store behov for bodylotion, da den kun sjældent bliver tør. Derfor købte jeg også dén til normal hud, men den fås også til tør hud. Jeg har prøvet den et par gange nu, og jeg er bestemt ikke skuffet! Man smører den bare på hele kroppen efter, man har vasket den, og så skal den ellers bare skylles af igen med det samme. Det føles lidt som balsam til kroppen, og den kan godt føles lidt svær at vaske af igen. Men man kan helt sikkert mærke, at huden er blevet dejlig blød, når man har fået tørt kroppen. Om det så mere er en "overflade-behandling", eller om det virkelig er noget, der i længden går ind og gør en forskel for tør hud, skal jeg ikke kunne svare på. Men umiddelbart virker det i hvert fald, og det er jo bare super smart og ikke mindst dejlig nemt til en travl hverdag. Og duften er desuden også ganske behagelig - meget mild og neutral.

Så ja, alt i alt et produkt, jeg helt klart synes er værd at prøve. Hvis man virkelig døjer med tør hud, tror jeg dog en almindelig bodylotion ville give bedre resultater, men det er som sagt svært for mig at bedømme, da min hud ikke er specielt tør. Men det kan jo i hvert fald komme an på en prøve! :)

Nivea In-Shower Bodylotion kan fås (næsten) overalt, og den vejledende pris er 50 kr, men jeg fandt min til 25 kr i Fakta.

fredag den 17. maj 2013

En rimelig begivenhedsløs fredag


Mit nye objektiv skulle selvfølgelig også lige testes på min fantastiske hund Minnie, som dog er den største diva, der simpelhen nægter at kigge på mig, når jeg har et kamera i hånden. Men jeg er derfor, som I nok kan regne ud, taget hjem til mine forældre, da jeg skal på arbejde i morgen (til eventuelle nye læsere, så arbejder jeg i den by, hvor mine forældre bor, som ligger et godt stykke fra der, hvor jeg selv bor nu).

Jeg har været så umådeligt heldig at løbe ind i en forkølelse og har derfor været lidt sløj de sidste par dage - ikke det bedste tidspunkt, når jeg nu laver eksamensprojekt. Men jeg har det heldigvis bedre nu og er da også frisk nok til arbejdet i morgen. Og så glæder jeg mig bare til at hygge med familien til Melodi Grand Prix i morgen aften - det bliver forhåbenligt en god aften set med danske øjne. Rigtig god weekend til alle! :)

torsdag den 16. maj 2013

Mine yndlingsparfumer


De ovenstående 3 parfumer er mine yndlingsparfumer. Min ultimative favorit er også den nyeste, nemlig Juicy Coutures "Viva La Juicy", som jeg fik i fødselsdagsgave for snart et år siden. Den er helt fantastisk, ret sød men stadig frisk, så den ikke bliver kvalmende. Før den var min favorit i utrolig mange år Sarah Jessica Parkers "Lovely", som er lidt mere rolig og klassisk i duften. Den sidste af mine favoritter er Lanvins "Jeanne Lanvin", som jeg fik som gave til et abonnement på Woman for nogle år tilbage. Den er også super god -sød men frisk-, men det er den af de tre, jeg bruger mindst, da den godt kan være lidt for tung til hverdagsbrug, da den er ret sød. Jeg er virkelig dårlig til at beskrive dufte, men fælles for alle tre er ordene "blomster", "sød" og "frisk", som meget godt beskriver dem alle.

Sidst men ikke mindst har vi et par jokere, som begge er ret gamle og ikke ligefrem mine favoritdufte længere, men som jeg dog alligevel en sjælden gang godt kan finde på at bruge, hvis jeg har brug for lidt forandring. Det er Dolce & Gabbanas "Light Blue" og DKNYs "Be Delicious", som jo begge er klassiskere. Den første har en meget karakteristisk krydret duft, som jeg føler er umulig at beskrive, mens den sidste jo hovedsageligt dufter af æble. De er begge ganske gode, jeg tror bare jeg er blevet lidt træt af dem, og så har jeg altid syntes, at "Be Delicious" dufter lidt sjovt på mig, mens "Light Blue" er lidt for speciel. Men sådan er det jo nogle gange ;)


Derudover har jeg også stadig nogle af mine allerførste parfumer tilbage, som er kendisdufte fra fx Britney Spears, Naomi Campbell og Cindy Crawford. Dem bruger jeg dog aldrig længere, og de er bare gemt væk i en kasse.

Hvilke parfumer er dine favoritter? Det er jo altid spændende med nye forslag :)

onsdag den 15. maj 2013

En dag med eksamen, lækker mad og tilsnigende sygdom


I dag har jeg arbejdet på mit eksamensprojekt med nogle piger fra mit studie, hvorefter vi var ude og spise en lækker frokost. Jeg fik en tofuburger med pomfritter til, og det var åh, så lækkert! Derefter tog jeg hjem til mig selv igen og arbejdede videre på projektet. Jeg har dog langsomt fået det dårligt i løbet af dagen og ligger nu med ondt i halsen og er bare ret slap og ved siden af mig selv. Jeg håber virkelig det går i sig selv igen - jeg har bare slet ikke tid til at være syg nu. Og så skal jeg igen i morgen mødes med pigerne og arbejde videre, så jeg skal altså bare blive frisk igen. Ugh, det er helt sikkert pga. det ustabile og uforudsigelige vejr for tiden - det er aldrig til at vide, hvor meget tøj, man skal have på :(

tirsdag den 14. maj 2013

Dagens outfit: På museum i shorts og blonder

Jakke: Only - Cardigan: H&M - Blondetop: H&M - Shorts: H&M - Leggings: Milla (Føtex)
Tørklæde: H&M - Bælte: Ukendt (fra Frankrig) - Sko: Converse - Ur: Michael Kors - Solbriller: H&M

Jeg har været en tur på museum i dag, da jeg skulle tage nogle billeder derinde, som jeg skal bruge til mit eksamens-projekt - ret spændende! Outfittet ville selvfølgelig have været pænere med nogle tynde nylonstrømper på i stedet for leggings, men vejret var da bare lidt for skizofrent i dag med både sol, skyer, blæst, regn og endda lidt hagl. Det må gerne snart stabilisere sig lidt igen - det er alt for svært at finde ud af, hvad man skal have på, når det skifter hele tiden!

Jeg har fået leget en del med mit nye kameraobjektiv i dag, og jeg er SÅ glad for det. Jeg skal dog lige vænne mig til, at jeg skal så langt væk fra motiverne, og min altan er desværre ikke lang nok til, at jeg kan tage fuldfigursbilleder med det, men så må jeg jo bare bruge det andet til det ;) Men ih, det tager bare de fineste portrætter med sløret baggrund:

Dagens negle: Winter baby (eller heldigvis ikke!)

Maybelline Color Show "Winter Baby" i naturligt lys, 3 lag

Jeg købte denne neglelak den anden dag i Føtex til bare 25 kr, da jeg er helt vild med hvide negle for tiden, men ikke selv ejede én. Det er super klassisk, men alligevel ikke kedeligt! Denne farve er desuden rigtig fin, fordi det er en lidt mere cremet hvid, hvorimod mange godt kan ligne rettelak, når de kommer på neglene, og det er jo ikke super pænt (synes jeg i hvert fald ikke!). Konsistensen på hvide lakker er altid svær, og også denne er lidt ujævn ved de første par lag, men ligger sig fint ved det tredje. Så det er jo okay, man skal bare have en smule tålmodighed ;)

mandag den 13. maj 2013

Say hello to my little friend


Jeg har lavet ulykker i dag - store og dyre ulykker! Jeg har nemlig købt et nyt objektiv til mit kamera, som jeg længe har kigget sukkende efter. Det objektiv, jeg hidtil har brugt, har bare været det, der fulgte med mit kamera (Nikon D3000), og det er nu ganske okay bare til hverdagsbrug, det er bare ikke særlig godt til situationer, hvor der ikke er super god belysning, og da jeg bor i en ret mørk lejlighed, er det tit svært at tage gode billeder med det. Og så kan det heller ikke tage de der super gode portrætter med sløret baggrund. Begge disse ting kan det nye dog, så jeg glæder mig super meget til at lege med det, så I kan godt forvente billeder af bedre kvalitet i fremtiden her på bloggen :)

Den helt store grund til, at jeg købte det nu er dog, at jeg i forbindelse med mit eksamensprojekt skal tage en del billeder inde på et museum, hvor man jo ikke må bruge blitz, så med dette objektiv kan jeg tage nogle meget bedre billeder til opgaven, som jo helst skal være så god som muligt.

En lille demonstration af objektiverne med helt samme indstillinger:


Lidt af en forskel, ikke? ;)

fredag den 10. maj 2013

Tilbageblik: Sommeren 2012 i Sydfrankrig

Den første uge boede vi (min familie og jeg) i den ret lille havne- og turistby Frejus, hvor der var den skønneste stemning, som var man på charterrejse sydpå med markeder, masser af restauranter og et hav af glade mennesker.

Stedet for filmfestivalen i Cannes, hvor masser af kendte mennesker har betrådt de samme trapper. Deriblandt Meryl Streep, som har sat sit håndaftryk i én af de mange fliser omkring. Sjovt at se håndaftryk fra så mange kendte!

St. Tropez og alle dens sejlende turister. Der var åbenbart en del virkelig kendte mennesker (fx Rihanna) i byen på det tidspunkt, men jeg så selvfølgelig ingen af dem. Just my luck!

Den sidste uge boede vi i udkanten af Nice med udsigt over hele byen og lufthavnen, hvor vi hele tiden kunne følge med i fly der lettede og landede. Det var så smukt, og man kunne bare sidder og nyde udsigten i timevis!

Monaco og Monte Carlo-kasinoet. Der var dog desværre så varmt den dag, at vi hurtigt gik døde. Men ellers en super interessant by eller ja, land faktisk :)

Marineland med søløver, isbjørne, pingviner og ikke mindst delfiner og spækhuggere. Jeg er lidt modstander af steder som dette, men jeg havde aldrig set spækhuggere eller delfiner før, så jeg kunne selvfølgelig ikke modstå fristelsen. Men de lavede bare de fineste shows og virkede nu umiddelbart også til at have det godt på trods af fangenskabet.

Alt i alt en helt fantastisk ferie, som jeg aldrig vil glemme. Helt klart én af de skønneste steder jeg har været på ferie, og selvom franskmændene var ganske elendige til engelsk, så synes jeg de var super flinke allesammen. Og alle de lækre butikker, altså! Jeg håber jeg kan vende tilbage en dag :)

Hvis du vil se, hvad jeg købte med hjem fra de lækre butikker, så tjek dette indlæg, som var én af mine allerførste!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...