Sider

lørdag den 14. juni 2014

The Fault in Our Stars: Filmen (og lidt om bogen)


Her til aften blev det endelig tid for mig til at se filmatiseringen af John Greens bog "The Fault in Our Stars" (dansk: "En Flænge i Himlen") - noget som jeg i en lang periode har set frem til med både spænding og frygt. Det er nemlig uden tvivl en helt fantastisk bog, men uden tvivl også den sørgeligste, jeg nogensinde har læst. Og det gør faktisk også, at jeg ikke elsker bogen lige så højt, som så mange andre tydeligvis gør. For jo, det er virkelig en fantastisk og sindssygt velskrevet historie, men den gør mig samtidig bare så frygtelig ked af det, at jeg kan få helt ondt i maven af at læse den, hvorfor jeg også først nu her op til filmen har turdet kaste mig ud i en genlæsning af bogen, og jeg ved faktisk slet ikke om jeg har lyst til at læse den igen. Så som i kan høre, har jeg et lidt ambivalent forhold til bogen - nok mest af alt fordi den er FOR god og simpelthen rører mig alt for meget til, at jeg kan nyde den ordentligt. Jeg ved ikke engang om det giver mening?

Nå men nok om bogen, for det er jo egentlig filmen det handler om. Jeg frygtede nærmest at se den, fordi kombinationen af den sørgelige historie, klassisk filmmusik og ikke mindst de andre mennesker i biografen højst sandsynligt ville ende ud i en pinlig situation, hvis jeg brød helt sammen til den. Det skete dog heldigvis ikke, selvom jeg selvfølgelig græd en del. Men det var virkelig en rigtig god filmatisering! Utrolig tro mod bogen, fantastisk skuespil, skøn musik og ja, jeg synes egentlig det var den perfekte filmatisering. Men når det så er sagt, så har jeg det på samme måde med den som med bogen, at jeg nærmest synes, den er tortur at komme igennem, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde har lyst til at udsætte mig selv for at se den igen. Ikke fordi den ikke er god, men simpelthen fordi den rører mig for meget. Og nu ved jeg godt, at jeg jeg kun fokuserer på den sørgelige del af filmen, og det er egentlig lidt forkert, for den er også så meget andet: smuk, livsbekræftende, velovervejet og også mange gange humoristisk. Men jeg kan bare personligt ikke rigtig se udover alt det sørgerlige, hvilket nok i bund og grund handler om, at jeg har nogle "kræft-issues" og dårlige minder, som jeg kobler til filmen, der bare gør mig rigtig skidt tilpas, og det er nok dér problemet ligger.

Så ja, jeg beklager den meget mærkelig anmeldelse af filmen (og til dels også bogen), men jeg har bare prøvet at gøre det så ærligt som muligt. Når alt er sagt, så vil jeg dog helt klart anbefale filmen (og ikke mindst bogen!) til alle, dog med den advarsel, at det på ingen måde er en feel-good historie, og så må man jo gøre op med sig selv, om det er én man har lyst til at se. Jeg har i hvert fald postet traileren, så I kan tage et kig på den, hvis I ikke allerede har set den :)

Har I set filmen eller har I planer om det? Og hvad synes I om den?

2 kommentarer:

  1. Jeg kan virkelig godt forstå dig. Det er sådan en følelsesmæssig hård oplevelse både at læse bogen og at se filmen; jeg elsker virkelig John Greens historie, men jeg kunne heller ikke forestille mig, at jeg bare ville sætte filmen på uden et stort mentalt overskud. For den rammer. Så hårdt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Det er nemlig bare en historie som rammer så hårdt, at man virkelig skal forberede sig godt på det inden og også være indstillet på, at den sidder i én i lang tid efter, man har set eller læst den færdig. Det er lidt vildt at en historie kan have så stor magt over én egentlig!

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...