Sider

mandag den 31. august 2015

Sund og vegetarisk spaghetti bolognese


Jeg har for nogle år siden delt en variant af denne opskrift, men da jeg for nyligt har kastet min kærlighed på bønnepasta, tænkte jeg, at det var på tide med en ny forbedret og meget sundere udgave af den. Spaghetti med kødsauce er jo en klassiker i det danske køkken, men hverken særlig sundt eller vegetarvenligt. Men ved at skifte den almindelige spaghetti ud med black bean spaghetti og kødsaucen ud med grøntsagssauce, så får du simpelthen den lækreste vegetariske udgave af den klassiske spaghetti bolognese - nu bare fyldt med grøntsager og proteiner fra bønnepastaen!

Ingredienser (2 pers.):
100 g black bean spaghetti (kan bl.a. fås i Føtex)
1 stor squash
4 store gulerødder
125 g champignoner
1 fed hvidløg
1 stort rødløg
1 dåse hakkede tomater
1/2 l grøntsagsbuillonvand
Lidt olie til stegning
Salt, peber og evt. andre krydderier

Fremgangsmåde:
1. Start med at opløse grøntsagsbuillon i vand.
2. Snit løg, hvidløg og champignoner i små stykker og riv gulerødder og squash på et rivejern.
3. Svits løg, hvidløg og champignoner i lidt olie (jeg brugte bare Becel) til de bliver bløde.
4. Tilføj squash og gulerødder og svits også disse indtil de bliver bløde og falder lidt sammen.
5. Tilføj de hakkede tomater og grøntsagsbuillonen og smag til med krydderier.
6. Lad grøntsagssaucen simre ved svag varme, mens du koger bønnepastaen efter anvisning på pakken.
7. Og så er du egentlig klar til servering - velbekomme!

Så nemt er det simpelthen. Jeg håber, I bliver ligeså vilde med retten som mig, og selvom bønnepastaen umiddelbart kan se lidt skræmmende ud, så lover jeg altså, at det smager som almindelig pasta. Jeg er helt solgt! ;-)

Follow on Bloglovin

lørdag den 29. august 2015

Vild med veste og en travl uge


Jeg købte for nyligt en sindssygt lækker vest meget lig den grå på billedet fra Vero Moda, som jeg dog desværre ikke lige kan finde online, men den er i butikkerne lige nu i hvert fald. Den er klart blevet en ny favorit! Den er super fin både udover en kjole til hverdag for at gøre kjolen lidt mere casual, men er jo også bare super fed stylet som på billederne. Og til vinter med en rullekrave under og høje ankelstøvler - der er så mange muligheder. Så jeg er helt vild med veste - eller ærmeløse blazere, kan man også kalde dem - for tiden, og overvejer allerede, om jeg skulle anskaffe mig en sort også ;-)

Uha, jeg har haft en travl uge med arbejde alle dage inklusiv i morgen også og masser af andre aftaler og planer. Så her til aften har jeg bare fladet totalt ud på sofaen for at få ladet batterierne lidt op til arbejde i morgen. Mine ben er simpelthen så døde efter en hård bentræning med min søster i går, og de var bestemt ikke glade for at skulle stå op 6 timer på job i dag, så er lidt spændt på, om jeg bliver nødt til at trille ud af sengen i morgen tidlig, haha.

Follow on Bloglovin

onsdag den 26. august 2015

Efterårsønsker til garderoben

1. Vero Moda rullekrave, 120 kr. - 2. H&M frakke, 799 kr. - 3. Pieces tørklæde, 130 kr. - 4. H&M blazer, 249 kr. 
5. Daniel Wellington ur, 1295 kr. - 6. H&M skjorte, 179 kr. - 7. H&M strik, 129 kr. - 8. Pieces poncho, 230 kr.

Disse dage kan man desværre alt for nemt mærke, at efteråret nærmer sig på det kraftigste. Garderobemæssigt er jeg rimelig godt dækket ind til efteråret, når det kommer til sko og bukser, men jeg synes klart, at der er en del mangler, når vi snakker overdele. Jeg har derfor fundet nogle lækre dele, som meget gerne snart må flytte ind hos mig. Det er allesammen klassiske basis-items, som kan mikses på kryds og tværs, og derfor allesammen er super praktiske. Jeg forestiller mig fx skjorten eller rullekraven under poncho'en eller strikken sammen med et par stramme jeans og et par høje støvler. Åh, der er så mange lækre muligheder! Hvilke ønsker har I til jeres efterårsgarderobe? :)

Follow on Bloglovin

mandag den 24. august 2015

Biograffilm for nyligt

Jeg har været en del i biografen de sidste par uger, tre gange for at været helt præcis. Jeg tænkte derfor, det var på tide med et par små anmeldelser af filmene - er de mon værd at kaste penge efter med en tur i biografen? :)

Paper Towns er baseret på John Greens succesfulde ungdomsroman af samme navn. Jeg læste bogen første gang for mange år siden efterhånden og genlæste den så igen kort tid inden, filmen havde premiere. Og jeg synes virkelig, det er en vellykket filmatisering! Jeg vil faktisk sige, at jeg følte mig mere underholdt af filmen end bogen, selvom jeg nu også er ret vild med bogen. Men den er bare så sjov og hyggelig - en rigtig feel-good film, som dog også giver stof til eftertanke. Så virkelig en skøn ungdomsfilm, som jeg klart vil anbefale, hvis man kan lide genren.

Pitch Perfect 2 er opfølgeren til den populære musikfilm, der havde premiere for et par år siden. Jeg synes 1'eren var meget hyggelig og sjov, og denne her er egentlig bare meget af det samme. På ingen måde nogen stor film, men musikken er underholdende, og den kunne bestemt få mig til at grine. Og så er det super sjovt at se danske Birgitte Hjort Sørensen i den, og ikke mindst at noget af handlingen skal forestille at foregå i København. Så hvis du kunne lide 1'eren eller generelt er vild med tøse- og musikfilm, så kan den da klart anbefales.

Amy er en utrolig rørende og unik dokumentar om den afdøde sangerinde Amy Winehouse. Filmen er bygget utrolig smukt op udelukkende af arkivklip kombineret med hendes musik og stemmerne fra forskellige interviews med hende, familie, venner og bekendte. Det er virkelig en rørende historie, som giver stof til masser af eftertanke - uanset om man kendte til Amy Winehouse's liv og musik eller ej. Filmen kan derfor klart anbefales til alle, der vil have en filmoplevelse ud over det sædvanlige, som bestemt ikke bliver glemt med det samme!

Har I set nogle af filmene? Og hvad synes I om dem?

Follow on Bloglovin

søndag den 23. august 2015

Jeg nyder sommeren


Hov, så gik der lige tre dage helt uden lyd fra mig herinde. Men jeg har haft meget travlt med arbejde og diverse andre ting, og når jeg så har haft fri, har jeg altså virkelig bare nydt, hvad der nok måske har været de sidste rigtige sommerdage i år, og computeren er derfor i den grad blevet nedprioriteret. Men jeg tænker, at I nok har haft det rimelig meget på samme måde? Så har jeg ikke helt så dårlig samvittighed ;)

Nå, men min første friweekend i hele august er bl.a. blevet brugt hjemme ved mine forældre med hygge på terrassen, hjemmelavet pizza på grillen og masser af afslapning i solen, så det har været så skønt. Mine batterier er derfor blevet ladet godt op til endnu en travl arbejdsuge, som dog uden tvivl bliver super spændende!

Follow on Bloglovin

onsdag den 19. august 2015

Outfit: Den skønneste sommerkjole

Kjole: Vero Moda - Loafers: H&M - Taske: H&M - Ur: Michael Kors


Åh, hvor har jeg bare haft et par travle dage, hvor jeg har været alt for sent hjemme, så jeg glæder mig bare til endelig at have en friweekend denne uge, som jeg bl.a. vil bruge på at nyde solen i mine forældres dejlige have. På disse lækre sommerdage har jeg holdt ekstra meget af denne behagelige kjole fra Vero Modas basisafdeling, som udover at være behagelig, stadig heller ikke ser for afslappet ud til fx arbejdsbrug. Den er bare så skøn, og så er den i øvrigt også fin med tights og en cardigan over på koldere dage. Nå, jeg vil smutte i seng, jeg er simpelthen for træt til at tænke sammenhængende snart (som I måske kan høre). Godnat! :)


Follow on Bloglovin

mandag den 17. august 2015

Om at streame musik


Jeg synes selv, jeg er rimelig meget med på det nyeste indenfor teknikkens verden, men når det kommer til musik, har jeg længe været håbløst bagefter. Jeg har nemlig undgået alt, hvad der hedder streaming og Spotify, og bare holdt mig til gode gamle iTunes og ja, endda cd'er i ny og næ. Jeg har nemlig efterhånden opbygget et ret stort musikbibliotek, som jeg ikke følte, jeg kunne forene med fx Spotify, så det blev bare alt for overskueligt for mig.

Men nu er jeg simpelthen endelig kommet med på moden! Apple har nemlig lanceret deres nye streamingtjeneste "Music", som man lige nu kan prøve gratis i tre måneder. Og jeg må sige, at jeg er ret stor fan allerede. Den kombinerer nemlig streamingen med mit eget iTunes-bibliotek, så jeg har adgang til det hele i én og samme app. Det er så smart, og jo bare lige hvad jeg havde brug for for at tage springet. Så hermed en anbefaling til andre, der måske også har haft det lidt anstrengt med musikstreaming indtil nu. Lige nu kører Gavin DeGraws "Best Of"-album på repeat hos mig, jeg skal nemlig til koncert med ham her til efteråret, når han kommer til Aalborg. I kan tro jeg glæder mig!

Hvordan har I det i øvrigt med musikstreaming? Er det kun mig, der har haft mine forbehold? ;)

Follow on Bloglovin

lørdag den 15. august 2015

Nyt fra Instagram

1. Lyngby og Kähler klæder da hinanden rimelig godt, synes I ikke?
2. Har endelig fået hængt mine fine lysestager op, som jeg fik i fødselsdagsgave.

3. Lækker vegetarisk burger med grøntsagsbøf - hvad skal man bruge kød til, altså??
4. Mere lækkerhed i form af fredagsslik i den fineste krystalskål, som var min farmors.

5. Tall Ships Races i Aalborg, som da var meget fint og hyggeligt, men forstod ikke heeeelt hypen.
6. De mest perfekte jordbær, som jeg dog også måtte betale overpris for.

7. Grillhygge hjemme ved mor og far - der er ikke noget bedre og mere lækkert!
8. Flere perfekte og dyre jordbær + en smoothie som blev nydt på bedste manér i solen på altanen.

9. Min absolutte yndlingsmorgenmad for tiden: skyr med rosinmüsli, blåbær og hindbær. Mhmmm!
10. Vi var i dag i Matas klædt ud som selveste Marilyn Monroe allesammen - yndigt ikke? Haha ;-)

Vi tager lige en omgang forholdsvis nye billeder fra min Instagram-profil denne lørdag aften, hvor jeg tidligere på dagen, som I kan se, gjorde mig selv en anelse til grin på job i Matas med paryk og hele molevitten i et forsøg på at ligne Marilyn Monroe pga. en Max Factor-konkurrence. Men det var nu altså meget sjovt alligevel ;-) I morgen starter jeg dagen sammen med en veninde til en omgang brunch, og derefter regner jeg med et besøg i fitnesscentret og rengøring af lejligheden. Og afslapning selvfølgelig, det er vel søndag? Jeg håber I nyder weekenden allesammen!

Follow on Bloglovin

torsdag den 13. august 2015

Hjemmelavet hindbærkoldskål


På sådan nogle dejlige sommerdage, som vi har haft denne uge, er der altså bare ikke noget så lækkert som en god portion koldskål. Jeg bliver dog hurtigt træt af det, man køber i supermarkederne, så jeg laver gerne denne helt vildt lækre hindbærkoldskål i stedet, som jeg tillader mig at dele med jer igen, for det gjorde jeg nemlig også for nogle år siden. Opskriften giver en god stor skål, men mængderne kan jo altid justeres. Og så vil jeg lige tilføje, at man kan skifte lidt af kærnemælken ud med tykmælk eller skyr, hvis koldskålen skal være lidt mere fyldig og syrlig.

Ingredienser
3 bægre pasteuriserede æggeblommer (=6 blommer)
1 dl sukker
2 tsk vanillesukker
1 liter kærnemælk
300 g frosne hindbær
Kammerjunkere til servering

Fremgangsmåde:
1. Start med at tø de frosne hindbær op og kog dem i et minuts tid for at dræbe de eventuelle bakterier, der ellers kan gøre dig syg. Lad dem derefter køle godt af.
2. Pisk æg, sukker og vanille med en elpisker indtil det bliver til en helt lys og tyk masse, hvor man ikke længere kan høre sukkeret knase, når du rører rundt i det.
3. Pisk den første halvdel af kærnemælken i massen og vend den sidste halvdel i med en ske. Sørg for at røre det ordentligt sammen, så det ikke klumper.
4. Rør forsigtigt hindbærene i, og lad det stå og trække lidt tid, så den for alvor tager smag (og farve!) af hindbærene.
5. Servér kold og med kammerjunkere i. Velbekomme :)


onsdag den 12. august 2015

Fødderne er klar til efteråret

Støvler fra Bianco

Støvler fra Bianco

Selvom sommeren viser sig fra sin fineste side disse dage, så vidner en tur i butikkerne i den grad om, at efteråret nærmer sig med hastige skridt. Jeg elsker selv sol og sommer og er på ingen måde fan af efterårsmånederne pga. det tiltagende mørke og dårlige vejr. Modemæssigt har jeg det dog helt anderledes, hvor jeg sjældent er særlig inspireret om sommeren, mens inspirationen altid vender stærkt tilbage, når jeg ser strik og støvler i butikkerne igen.

Jeg kom derfor til at gå en anelse shop-amok i går, da jeg var på shoppetur med en veninde. Jeg købte bl.a. disse to par sindssygt lækre støvler fra Bianco, som jeg er sikker på, jeg kommer til at leve i hele efteråret (og vinteren og foråret basically - vi bor jo i Danmark!). Jeg har ledt efter et par med hæl de sidste to år, men har bare aldrig rigtig fundet et par med den rigtige højde før nu. De er bare så flotte! Og det andet par er simpelthen bare så dejlig varme (der er foer inden i) og bliver uden tvivl guld værd til vinter. Så nu er mine fødder i hvert fald klar til efteråret, selvom jeg bestemt ikke opgiver mit håb om mere sol og sommer lidt endnu! Hvilken sæson foretrækker I i øvrigt modemæssigt? :)

Follow on Bloglovin

mandag den 10. august 2015

På med hjelmen


Okay, som I måske har gættet, handler dagens indlæg simpelthen om noget så usexet som cykelhjelme. Men det er alligevel også så tilpas vigtigt et emne, at jeg synes det fortjener lidt omtale her på bloggen. Så her er min lille historie:

Jeg stoppede selv med at køre med cykelhjelm i en ret ung alder, da det pludselig blev meget yt, efterhånden som man ikke længere var så lille et barn længere. Derefter skænkede jeg ikke cykelhjelme ret mange tanker, selvom jeg dog ikke længere følte mig helt så tryg i trafikken, da jeg flyttede til Aalborg, som er noget mere trafikeret, end hvad jeg nogensinde har været vant til. Men for nogle måneder skete der dog noget, som i den grad fik mig på andre tanker.

Jeg var nemlig vidne til en højresvingsulykke, hvor en ældre mand blev ramt og slynget af cyklen. Han slog sig en hel del og blev kørt på sygehuset i ambulance, men det så dog heldigvis ikke ud til at være så alvorligt igen. Men han var heldig, for han havde nemlig ikke cykelhjelm på, og var han landet anderledes, så hovedet var blevet ramt, var det uden tvivl gået meget værre. Jeg var én af de første på stedet, og også den der ringede 112 og holdt ham i hånden. Det var ikke sjovt.

I kan tro den oplevelse blev siddende dybt i mig, da jeg i tiden derefter selv skulle på cyklen, og jeg holdt mig faktisk helt fra den. Men det nytter jo heller ikke noget at begrænse sig selv på den måde, så jeg købte mig i stedet en cykelhjelm, og den har givet mig så meget mere tryghed i trafikken. Nej, den er ikke smart og ja, den er ret besværlig at have på, men jeg har simpelthen ikke været så glad for at cykle, siden jeg boede hjemme i mine forældres lille fredelige by uden trafik. Så en opfordring er hermed givet videre - hellere en smadret hjelm end et smadret hoved, ikke? ;)

Follow on Bloglovin

søndag den 9. august 2015

En perfekt søndag


Hvor har vejret bare vejret helt fantastisk de sidste dage og i særdeleshed i dag. Jeg har nydt solen i fulde drag hjemme på mine forældres græsplane, så det kunne simpelthen ikke have været en meget bedre søndag. Desværre har de mange timer i solen ikke givet mig nogen specielt imponerende tan, jeg er faktisk stort set ligeså bleg, som jeg var, da jeg vågnede i morges. Men oh well, dagen har været skøn alligevel! Nu er jeg så småt klar til endnu en uges arbejde og forhåbentlig endnu mere lækkert vejr. Har I også nydt det i dag? :)

Follow on Bloglovin

torsdag den 6. august 2015

Nemme og hurtige falafler


Jeg købte denne falafel-mix i Matas for noget tid siden og fik endelig lavet dem i går aftes. Det var en stor succes, så jeg tænkte, jeg ville dele dem med jer. Jeg er ret så vild med falafler, men det er bare sjældent, jeg orker at kaste mig ud i at lave dem helt fra bunden af, men samtidig kan jeg også godt blive træt af dem, man køber på frost. Disse er derfor en perfekt mellemting, og de er simpelthen bare så nemme at lave!

Der skal bare tilsættes lidt kogende vand, hvorefter de skal hvile lidt og så steges. Og det blev der altså så ovenstående måltid ud af i går. Jeg har dog stadig en del af dem tilbage, som jeg vil spise med en frisk salat i morgen. Falaflerne er nemlig lidt krydrede, så det blev en anelse for meget for mig med krydrede bønner og kartofler også.

Falafel-mixen kan købes lige her eller i din lokale Matas (tror de fleste forhandler dem) til en ganske overkommelig pris. Jeg tilsatte forresten en lille smule mere vand, end hvad der stod på pakken, da "dejen" ellers blev lidt for tør efter min mening, så det vil jeg klart anbefale :)

Follow on Bloglovin

onsdag den 5. august 2015

Outfit: Black & gold

Kjole: Monki - Sneakers: Adidas - Solbriller: Ray-Ban - Ur: Michael Kors


Så er det endelig blevet tid til et nyt outfit her på bloggen, denne gang med et par nyheder. Både kjolen og skoene er nemlig nye ting, som allerede er blevet brugt flittigt. Skoene har jeg også i grå, og dem er jeg så glade for, at jeg ikke kunne stå for disse, da de var på udsalg på Asos for nogle uger siden. Desværre kan jeg ikke finde dem nogle steder på nettet længere. Men jeg er jo generelt super glad for guldsmykker, og derfor er det bare helt perfekt med gulddetaljerne på skoene. Derudover er det jo et rimelig simpelt outfit, men jeg er nu også ret vild med det helt enkle.

Denne uge er for mit vedkommende rimelig booket op med masser af arbejde og forskellige aftaler, men det er nu kun dejligt at have en masse at se til! Og hvor er det bare skønt, at det er blevet en smule sommer i Danmark igen, jeg kan allerede mærke, at solen gør underværker for mit humør og energiniveau, og jeg har derfor også fået foreberedt en del til bloggen her til aften. Det er bare en skøn følelse. Så I skal helt sikkert nok høre en masse fra mig igen nu, det lover jeg! ;)

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...