Sider

onsdag den 13. januar 2016

2015: Et turbulent år #1

2015 var på mange måder et meget turbulent år for mig, og generelt ikke et år, jeg vil se tilbage på med specielt varme følelser af flere grunde. Men det var skam ikke kun dårligt, og det er vigtigt at huske på de gode ting også. Derfor er det nu blevet tid til et lille tilbageblik på det nu afsluttede år - med både op- og nedture. For at undgå et alt for langt indlæg, starter jeg ud med den første halvdel af 2015, hvor de følgende begivenheder står ekstra klare i min hukommelse.


Januar & februar - Færdiguddannet og et lille sammenbrud
Året startede rimelig barskt ud med min afsluttende bachelor-eksamen, som jeg simpelthen var så nervøs for og som gav mig flere søvnløse nætter. Den endte dog med at gå over al forventning, og det blev fejret med en efterfølgende brunch med familien, hvor jeg fik den fineste Tom Dixon-lysestage af mine forældre i gave. De følgende dage havde jeg det dog rigtig skidt - al den eksamensstress, søvnunderskuddet og "hvad så nu?"-fornemmelsen gav mig nærmest et lille sammenbrud, og jeg skulle lige vænne mig til tanken om, at uddannelse nu var et afsluttet kapitel for mig. Men jeg kom heldigvis hurtigt over det og startede et nyt kapitel som jobsøgende ved siden af mit deltidsjob i Matas.


Marts & april - Det første job og computerproblemer
Jeg kom dog heldigvis ikke til at være jobsøgende ret længe, jeg fik nemlig i starten af marts tilbudt en tidsbegrænset stilling som kommunikationsmedarbejder i en biograf, hvor jeg tidligere havde været i praktik, hvor jeg startede den 1. april. Mit første rigtige voksenjob! Inden da var jeg dog også på et super hyggeligt weekendophold med min familie i Randers, hvor vi bl.a. var en tur i Randers Regnskov. Turen viste sig dog desværre at blive den sidste ferie med min elskede farmor, som allerede på det tidspunkt var uhelbredeligt syg. Og så var jeg stort set computerløs fra slutningen af marts og til midten af maj, da min computer blev sendt til reparation over tre gange med det samme problem, så der var lidt stille her på bloggen i den periode.


Maj & juni - Selvforkælelse og fødselsdag
Den første måneds tid på mit nye og første "rigtige" job var noget overvældende for mig, så det var ikke lige den bedste tid, men jeg blev efterhånden så utrolig glad for jobbet - meget gladere end jeg nogensinde havde troet, jeg kunne blive for et arbejde. Og jeg følte også, at jeg var ret god til arbejdet heldigvis. Da den første løn tikkede ind 1. maj, forkælede jeg bl.a. mig selv med en masse lækre boligting til min lejlighed og et par tiltrængte nye briller. Og så havde jeg jo fødselsdag i juni, hvor jeg også i den grad blev forkælet med både lækre kager og en helt masse gaver. Så det var egentlig en ret god periode, selvom min farmors tiltagende sygdom desværre altid gjorde ondt i baggrunden.

Fortsættelse følger senere på ugen...

Follow on Bloglovin

2 kommentarer:

  1. Det lyder som en god første del af 2015. Og dejligt at du ikke nåede at gå arbejdsløs så længe og at du samtidig blev rigtig glad for jobbet :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var virkelig også bare så dejligt! :)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...